31-årig mand blev idømt 18 års fængsel: Nu har landsretten lempet straffen
Vestre Landsret lempede en 31-årig mands straf i narkosag med to år, så han nu er idømt 16 års fængsel. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En 31-årig mand får nedsat sin straf i stor narkosag fra 18 til 16 års fængsel af Vestre Landsret.
Vestre Landsret idømmer onsdag 31-årige Mike Vad Schade 16 års fængsel i en sag om over 380 kilo amfetamin.
Det fremgår af et resume af dommen.
Straffen er dermed blevet to år kortere, end den var, da Retten i Viborg afsagde dom i sagen.
I modsætning til byretten mente landsretten ikke, at der var særdeles skærpende omstændigheder i sagen, som talte for, at straffen skulle helt op på 18 år.
Den maksimale strafferamme for grov narkokriminalitet er som udgangspunkt 16 år. Men i særlige tilfælde kan retten vælge at sprænge strafferammen.
Manden er blevet dømt for at have medvirket til indsmugling og videredistribution af ikke under 381 kilo amfetamin, omkring 940 gram ketamin og omkring to et halvt kilo kokain.
Det skete i perioden maj 2019 til oktober 2020.
- Grov narkokriminalitet straffes som udgangspunkt med fængsel indtil 16 år, skriver landsretten i et resume af sin beslutning.
- Efter mængden og karakteren af de stoffer, som tiltalte har medvirket til indsmugling og videredistribution af, sammenholdt med tiltaltes rolle i et grænseoverskridende narkonetværk, fandt landsretten grundlag for at udnytte strafferammen i straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt. fuldt ud. Straffen blev således fastsat til 16 års fængsel, skriver retten.
Dommen var kulminationen på flere anholdelser i Viborg og Silkeborg i løbet af især oktober 2020. Sagen begyndte med, at en medgerningsmand til den dømte kørte galt i Viborg 21. oktober 2020. I bilen havde han 3,3 kilo amfetamin og knap et halvt kilo kokain.
/ritzau/
Seneste artikler
To nye brandstationer snart klar til brug
Q&A med Freddy Svane: Måske en tur på et brunt værtshus i Rødby
Måtte lukke efter syv dage: Nu er der nyt om café
Radio SydhavsØerne fylder 40: Klokken 11.11 skete det
En dårlig beslutning bliver ikke bedre af at fastholde den – sæt datacenteret på pause
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet