Der var ti, der var ni, der var otte … Den kendte børnesang er sunget bagvendt i Guldborgsund de sidste fire år. Ved valget i 2021 blev otte partier valgt ind. I dag er der 12. Processen dertil har været en sand centrifuge. Først forlod Dansk Folkepartis Mona Jensby byrådet, og Chris Veber trådte ind - men uden DF-medlemskab. Han stiftede Dit Guldborgsund, og så var der ni lister.
Camillo Krog supplerede forvirringen: valgt for Guldborgsundlisten, videre til De Konservative, derefter løsgænger og til sidst Liberal Alliance i februar 2024. Nye partier dukkede op, da Dansk Folkeparti brød sammen, og både René Christensen og Jesper Blomberg skiftede til Moderaterne. Bob Richard Nielsen gik til Danmarksdemokraterne. Til sidst imploderede Nye Borgerlige, og Paw Hallandson blev først løsgænger og siden stifter af Sydhavslisten. Så stod man med 12 lister - og et byråd i konstant bevægelse.
En hovedrengøring på vej
Efter valget bliver det næppe så broget.
Efter valget bliver det næppe så broget. De små lister bliver formodentlig presset ud, når stemmerne fordeles. Valgforbund kan måske redde enkelte, men det er nu engang svært at trænge igennem på egen hånd.
Et af valgets åbne spørgsmål er René Christensens fremtid. I 2021 var han suveræn topscorer i personlige stemmetal - for Dansk Folkeparti. Nu er han Moderaternes frontfigur - men en tidlig Epinionmåling stillede spørgsmål ved, om partiet overhovedet får mandat. For Moderaterne er der meget på spil, men mon ikke målingen har glemt at tage højde for René-effekten?
Guldborgsundlistens tidligere borgmester, John Brædder, går til valg med et stærkt hold, men målingen viste også, at Socialdemokratiet og SF tilsammen stod til omkring 40 procent. I så fald får Simon Hansen et behageligt afsæt på valgnatten: Han behøver kun - mod et par formandsposter - opbakning fra få partier for at fastholde borgmesterkæden.
For Brædder er ligningen mere kompleks. Et muligt flertal kan kræve et tæt lappet patchwork, hvor så mange poster må gives væk, at der knap er noget tilbage til egne kandidater. Et flertal, der i øvrigt kan smuldre, hvis blot én trækker sig.
Nye alliancer - og gamle sår
Man skal dog tage målingen med store forbehold. For omkonstitueringen i februar 2024 vendte tingene på hovedet. Dengang indgik Simon Hansen en ny aftale og fik Guldborgsundlisten, Moderaterne, Konservative og Liberal Alliance med - mens Dansk Folkeparti blev smidt ud. DF’s vrede sidder stadig dybt, og partiet peger næppe på ham igen. Det gør Danmarksdemokraterne heller ikke. De gør ikke noget nogen steder, uden først at ringe til Inger i Hadsund.
Folketidende dækker valget - døgnet rundt
Når stemmerne skal sættes, og resultaterne begynder at tikke
ind, følger Folketidende med hele vejen. Vi holder dig opdateret dagen,
aftenen og natten igennem med alt det vigtigste fra kommunal- og
regionsrådsvalget.
Fra de første meldinger fra valgstederne til de sidste
afgørende mandater er fordelt, giver vi dig løbende nyheder, analyser,
reaktioner og overblik.
Folketidende er klar med den seneste udvikling, de store
historier og de små detaljer, der gør valgaftenen levende.