Provinsen som taber

Provinsen er den store taber, når det kommer til fordelingen af statslige arbejdspladser, mens Region Hovedstaden ikke overraskende er en klar vinder. Det dokumenteres af nye tal fra Moderniseringsstyrelsen som avisen.dk har fået indsigt i.

Opgjort over en fire-årig periode er antallet af job i staten steget fra 71.355 til 80.341. Langt de fleste er placeret i hovedstadsområdet, mens det øvrige land udsultes.

Desværre synes der ikke meget hjælp at hente hos landdistrikternes nye minister, socialdemokraten Carsten Hansen. Til avisen.dk udtaler han, at der skal være en sammenhæng mellem stedet, hvor man bor og ens arbejdsplads, og han vil i stedet i provinsen sætte ind på energi- og klimaområdet, de grønne områder og turismen for at skaffe nye arbejdspladser der.
Altså en klar afvisning af at udflytte statslige arbejdspladser.

Det er en ond cirkel landdistrikternes nye minister gør sig til talsmand for, og noget tyder på at den nye regering vil fortsætte den centraliseringspolitik som gennem flere år har været med til at affolke landets yderdistrikter.

Lokalt er det et plus for Lolland, at kommunen gennem flere år har satset voldsomt på klima-, energi og miljø, men hvorfor så ikke placere eksempelvis Energistyrelsen på Lolland?
Der er ikke megen nytænkning at finde bag Christiansborgs tykke mure.
Er det mon en uskreven lov, at ministerier og styrelser skal være placeret i hovedstaden? I et teknologisk højtudviklet samfund burde det være hip som hap, og man kommer ikke uden om, at placeringen af en statslig institution i et yderområde vil være guld værd - både for bosætningen og for omsætningen i lokalområdet. 

Der var mange, der klappede i deres små hænder, da landdistrikterne fik deres egen minister, men nu bør blandt andet Landdistrikternes Fællesråd i stedet verbalt banke lidt mere forståelse og sund fornuft ind i ministeren.
Det er foruruligende, at en socialdemokratisk minister med ansvar for udvikling af landdistrikterne så kategorisk afviser placeringen af statslige arbejdspladser i landets yderområder, og ikke har øje for de store problemer der er her.

Landdistrikterne er inde i en dødsspiral godt hjulpet på vej af snæversyn og manglende vilje eller evne til at tage fat om ondets rod og sikre udvikling og bosætning i stedet for yderligere afvikling.
Men måske skal vi i landdistrikterne blot vænne os til tanken om en fremtid i en plejebolig, med udsigt over marker plastret til med gigantiske vindmøller og små og store reservater, hvor turisterne kan boltre sig. Det skal blive spændende fremover at følge landdistriktsministerens særlige indsats på området.

Offentliggjort Sidst opdateret