Skal sidste mand blot lukke og slukke...?

Når økonomiudvalget i Lolland Kommune torsdag træder sammen, rummer et af punkterne på dagsordenen en særdeles dyster forudsigelse om befolkningsudviklingen. Ret beset kan der slet ikke tales om udvikling, men alene om afvikling.

 Lolland Kommune står til at miste 7.000 indbyggere i de kommende 10 år. Antallet af tomme huse og lejligheder vil i samme periode vokse fra de nuværende 2.400 til 6.353, og prognosen har oven i købet taget højde for det omfattende kommende tunnelbyggeri.
Her er der regnet med en nettotilflytning på bare omkring 800.

Årtiers ihærdige kamp for at skabe bosætning og sikre overlevelse af mange landsbyer har ingen effekt. I Errindlev, hvor ildsjælenes kamp har været meget tydelig, boede der for 30 år siden 399. Om 10 år vil der kun bo 193, og den tendens rammer bredt i alle landdistrikter.
Lolland Kommune vil opleve flere massive skolelukninger, omlægninger i ældreplejen, samling af servicefunktioner.

Alvoren i prognosen er en særdeles stor udfordring ikke bare for de folkevalgte og den kommunale administration, men også for borgerne, som må forventes aktivt at gå ind i debatten for at sikre de mest optimale forhold for de, der bliver tilbage, men der må sluges mange kameler undervejs i den proces.

Alle gode kræfter må i spil, og det bliver nødvendigt for stedse at begrave sognerådspolitikken, ligesom mange små foreninger må give køb på erhvervede rettigheder om samlingssteder, boldbaner, service og grønne områder, og et ønske kunne så være at landspolitikerne fik øjnene op for nødvendigheden af at placere enten en statsadministration, et universitet og allerhelst begge dele for at tiltrække bosættere og sikre udvikling i stedet for afvikling.

Offentliggjort Sidst opdateret