For efterhånden mange år siden havde vi i vor familie en tradition med at samle al juleposten sammen og læse den højt lillejuleaften, mens vi før-julehyggede med æbleskiver, pandekager, gløgg og sodavand. Den tradition er død. Julekort og -breve er reduceret til nogle ganske få. Til gengæld vrimler min elektroniske postkasse med storsmilende, dansende rensdyr, tykke julemænd i kaner og pakker, der interaktivt drysser ned i flokke af snefnug med standardhilsener om en glædelig jul. Oven i snesevis af opfordringer til at tilmelde mig diverse sociale medier.
Teknologien er godt i gang med at æde de gode gamle juletraditioner. Vi orker ikke at skrive julekort, men vælger de nemme løsninger. Jeg husker, hvordan den årlige julepost var et must for vor nu afdøde, elskede revykunstner Grethe Sønck. Hvert eneste år op mod jul sendte hun personlige hilsener til flere hundrede, og hun havde næppe ladet sig styre af teknologiens nye muligheder med digitale julehilsener.
Med de manglende kort og breve dør også en anden solid tradition - julemærket, hvorfra overskuddet går til Julemærkehjemmene. Her må de nu ty til donationer fra fonde, humanitære organisationer og private, men julemærkerne og den gode sag kunne få en ny renæssance, hvis mærkerne i stedet blev klistret på julegaverne. På min vej er Posten i denne tid klædt ud som den sødeste nissepige, men det er kun få glimt, jeg har fået af hende. Hende vil jeg sandelig komme til at savne, for hvis udviklingen fortsætter, ender det med, at man et par gange om året får en sms om, at man kan hente et brev i et nærliggende supermarked. Hver gang traditioner brydes, bliver vi fattigere og mere overfladiske. Det er trist.
Seneste artikler
To nye brandstationer snart klar til brug
Q&A med Freddy Svane: Måske en tur på et brunt værtshus i Rødby
Måtte lukke efter syv dage: Nu er der nyt om café
Radio SydhavsØerne fylder 40: Klokken 11.11 skete det
En dårlig beslutning bliver ikke bedre af at fastholde den – sæt datacenteret på pause
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet