BO-HUS-KONKURS FORLÆNGER PLADSPROBLEMER PÅ SKOLE

Sundskolen har lidt under pladsmangel. Den skulle egentlig være færdig, men mangel på materialer og stigende priser har forsinket byggeriet. Nu har entreprenøren erklæret sig konkurs. Foto: David Arnholm

Skoleleder Carsten Løye går praktisk til værks efter udmeldingen om, at entreprenør på prestigefyldt skolebyggeri er gået konkurs.

Offentliggjort Sidst opdateret

SUNDBY: Fredag morgen fik skoleleder på Carsten Løye en telefonopringning med besked om, at virksomheden Bo-Hus A/S, der bygger den nye Sundskole, havde erklæret sig konkurs.

- Det er jeg da superærgerlig over. Og jeg hører, at folk generelt er ærgerlige og kede af det på Bo-Hus A/S vegne. Vi har jo også forældre, der arbejder hos dem, som er ramt, lyder det fra skolelederen.

Carsten Løye fortæller,  at man fredag ellers skulle have haft en rundvisning i byggeriet, som blev aflyst.

- De reaktioner, jeg sidder med lige nu, er egentlig mest af lavpraktisk karakter. Hvad med det møde? Hvad med, at vi skulle have bestilt møbler?

De reaktioner, jeg sidder med lige nu, er egentlig mest af lavpraktisk karakter. Hvad med det møde? Hvad med, at vi skulle have bestilt møbler?

Carsten Løye, skoleleder Sundskolen

Forældrereaktioner, for eksempel fra dem, som har skrevet deres børn op til den nye Sundskole, er endnu ikke nået Carsten Løye.

- Der er du nok en dag eller to for tidligt på den, lyder det.

En brugt skole

Formand for forældrebestyrelsen på Sundskolen hedder Louise Bay Nielsen. Om skolens nuværende stand siger hun.

-Det er generelt en brugt skole, så som tiden går bliver det bare mere aktuelt at få bygget en ny.

Ifølge formanden har både børn og forældre været involveret i processerne omkring byggeriet af en ny skole.

- Det er klart, at vi alle har glædet os til at starte på en ny skole, og da især fordi den løbende er blevet godt omtalt og præmieret. Derfor er vi også er ærgerlige over det. Det er trist for børn, personale og lokalsamfund og ikke mindst for Bo-Hus og alle medarbejderne.


Skoleleder Carsten Løye ved pavilloner, der midlertidig skulle løse pladsproblemer på skolen, indtil en ny var bygget. Arkivfoto: Anders Knudsen

Hovedpine varer længere

Sundskolens personale og elever havde håbet at rykke ind i de nye omgivelser til sommer. Det havde i så fald allerede været et år senere end planlagt. Nu tyder alt på, at de må væbne sig med endnu mere tålmodighed.  Så længe konkursen er under behandling, står byggeriet stille. En ny entreprenør på opgaven vil formentlig skulle findes i et nyt udbud. Det tager tid.

- Vi har nogle pladsproblemer lige nu, som vi skal have løst, men som også var der, før nyheden om konkursen landede i fredags.  Det er en hovedpine, som vi egentlig allerede havde. Nu har den bare rykket sig lidt.

Louise Bay Nielsen har ikke hørt fra andre forældre om situationen.

- Vi må bare vente. Det er jo ude af vores hænder, men jeg er sikker på, at der arbejdes på at finde en hurtig løsning, og vi hører nok nærmere snart.

Bo-Hus A/S har oplevet stigende udgifter til og mangel på materialer, der har forsinket byggeriet. Ifølge Guldborgsund Kommune er de forhold dog ikke tilstrækkeligt bevist, og derfor er man forpligtet til at udskrive dagbøder til entreprenøren, der fredag erklærede sig konkurs og sendte mere end 100 medarbejdere hjem.