- Ingen tvang Bo-Hus til at byde på Sundskolen
Den pris, der nu ligger på at færdiggøre Sundskolen, holder. Det er udvalgsformand Martin Lohse sikker på. Arkivfoto Claus Hansen
Claus Hansen
Bo-Hus afgav et urealistisk bud på byggeriet af Sundskolen, mener Guldborgsund Kommune. Det var dog kommunen selv, der havde sagt, skolen skulle koste 143 millioner. Men hvis det var urealistisk, skulle Bo-Hus have undladt at byde på opgaven, mener udvalgsformand Martin Lohse (G).
Bo-Hus lavede en fejlkalkulation på 67 millioner kroner, da firmaet gav sit bud på at bygge Sundskolen. Det konkluderer Guldborgsund Kommune på baggrund af en analyse fra arkitektfirmaet H+.
Men hvorfor har kommunen sat H+ til at regne på, om Bo-Hus' bud var realistisk? Det spørger Folketidende Martin Lohse (G) om, da han er formand for Børn- og Skoleudvalget, som har analysen på dagsordenen til et møde på mandag.
- Det har jeg ikke været inde over. Det har været en administrativ beslutning, svarer han.
- Men jeg tror, man har haft brug for at vende hver en sten i denne her sag, fordi den har jo både haft fokus politisk, men også fra omgivelserne. Så derfor har man haft brug for at kunne svare på, hvad end spørgsmål der var kommet i forhold til denne her pris.
Bo Jørgensen påpeger, at det var en omvendt licitation, hvor kommunen sagde, at "det skal koste det her, og vi skal have så mange kvadratmeter". Og han siger, at der var jo fire entreprenører, der bød på opgaven. Så er det ikke i virkeligheden kommunen selv, der har sat nogle urealistiske rammer op?
- Der er jo ingen, der tvinger nogen til at byde. Så hvis man har ment, at det var urealistisk, så skulle man have ladet være med at komme med et bud. Så jeg går ud fra, at når man driver en forretning, så kommer man med et bud i forventning om, at man også skal komme i mål med det.
Det er historie
Men Bo synes jo også, at det bud, han gav, var realistisk. Og han siger, at hvis ikke det var, fordi kommunen var kommet med en bod, og hvis kommunen gik med på at betale for de prisstigninger, der var, så havde han kunnet gennemføre det uden at gå konkurs.
- Ja, men alt det der, det er en del af den historie, som er nu. Det kan vi alle sammen gisne om. Men nu er fakta, som det er nu, og så må vi tage bestik af det. Jeg synes, der har været nok historie og kasten den lidt frem og tilbage i den her sag. Det er der ingen grund til, fra vores side i hvert fald, at starte op igen. Nu har vi brug for, at der kommer ro på, og at vi får bygget den her skole, og så må vi tage den derfra.
Læs også: Borgmester om Sundskolen-skandalen: Rådgiverne har ikke løst den opgave, de burde
Men det kan jo ske en anden gang, at kommunen skal have lavet et eller andet større byggeri. Er der ikke nogen erfaringer, man kan tage med sig herfra?
- Der er jo altid erfaringer, man tager med sig. Man bliver jo altid klogere på de her processer, og sådan nogle byggerier er altid uforudsigelige. Det er jo også noget af det, man lærer. Der er ingen tvivl om, at vi også er blevet klogere, ligesom mange andre er blevet klogere i det her projekt.
Nu har vi brug for, at der kommer ro på, og at vi får bygget den her skole.
Martin Lohse (G), formand, Børn- og Skoleudvalget
Hvor sikker føler du dig på, at den så kan færdiggøres for 172,9 millioner, og at den så vil stå færdig sommeren 2026?
- Jeg er ret overvist om, at det er sådan, det er. Den er blevet gået igennem med tættekamp, og der har været fuld kontrol hen over den her periode, hvor den har ligget stille. Der er egentlig blevet ført et godt tilsyn, og man har sørget for, at de skader, som blev berettet om, ikke blev værre, end de blev, netop ved at lave damage control. Så jeg er ret overvist om, at alle de folk, der har været inde over det her, har gjort sig ekstraordinært umage med at være sikre på, at den her pris, den holder. Så det er jeg ret overvist om, at den gør.
Læs også:
Nu kommer regningen for Sundskole-skandalen: Færdiggørelse vil koste et kæmpe millionbeløb
Rapport: Bo-Hus' bud på Sundskolen var urealistisk
Bo-Hus afviser beskyldninger om Sundskolen: Vi var kommet igennem det
Borgmester om Sundskolen-skandalen: Rådgiverne har ikke løst den opgave, de burde