Omdiskuterede planer bliver til virkelighed: Bo-Hus starter bulldozer på bowlinggrund

Der er ikke blevet bowlet i bygningerne her siden 2017, og til marts bliver de jævnet med jorden til fordel for ejerlejligheder. Arkivfoto: Anders Knudsen

De meget omdiskuterede planer for etagebyggeri i området ved Genforeningsparken bliver snart mere end blot planer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har været en lang vej med mange bump, men nu skulle det være sikkert. Bo Jørgensen, direktør i Bo-Hus A/S vover pelsen og starter etagebyggeri på bowlinggrunden i Nykøbing.

I første omgang sker det med et reduceret projekt på i alt 14 ejerlejligheder, udelukkende på den del af området, hvor der i dag står et bowlingcenter. Grunden ejes af Jan Sørensen, direktør i MSE Entreprise A/S.

- Jeg har ikke tegninger klar endnu, men vi bygger ejerlejligheder i størrelsen 88 til 126 kvadratmeter, så vi tager stille og roligt hul på projektet, fortæller Bo Jørgensen.

Han ejer selv en tilstødende grund, der tidligere har huset et autoværksted.

Er den her opdeling en måde at snige forandringen i området ind på?

-  Ha ha, beskylder du mig for at være listig? Altså det er jo ingen hemmelighed, at mig og naboerne har stået på hver sin side af hækken hidtil. Men det er jo ordentlige mennesker, og jeg bliver da også hilst på, når jeg er i området. Så der er faldet mere ro på. Og det er der jo også i forhold til byggeomkostninger. Derfor giver det mening at gå videre med udviklingen af projektet her nu, fortæller han og understreger, at han bygger de 14 lejligheder på en måde, så det byggeri kan stå for sig selv. I lokalplan 212 for området er der lagt op til en v-formet bygning.

Stopper ikke der

Bo Jørgensen lægger dog ikke skjul på, at han næppe stopper ved de 14 lejligheder.

- Men sammenlagt forventer jeg ikke at nå op på mere end 45-48 lejligheder.

Men sammenlagt forventer jeg ikke at nå op på mere end 45-48 lejligheder.

Bo Jørgensen, direktør i Bo-Hus A/S

Vil du stadig bygge parkeringskælder for at få plads til alle bilerne i området?

- For den første del af projektet med 14 lejligheder vil der blive 20 parkeringspladser på grundniveau.

Bo Jørgensen oplyser, at grundarealet for hele projektet er reduceret fra 7.000 kvadratmeter til 4.900 kvadratmeter, og at de første 14 ejerlejligheder i grundareal fylder 340 kvadratmeter. Den bygning, man river ned, står ifølge ham på 1.000 kvadratmeter. Med de 14 p-pladser ved Genforeningsparken og resten inde på grunden, er han overbevist om, at der ikke bliver mangel på p-pladser til det byggeri, han nu foreslår.

Bygger i højden

Ejerlejlighederne kommer til at koste mellem 2,8 og 4 millioner kroner, og ifølge Bo Jørgensen har han allerede en liste med interesserede købere.

- Vi prøver at ramme et traditionelt udtryk med mursten og vingetegl. Materialer, som ikke kræver ret meget vedligehold. Jeg håber, at når folk ser, at vi laver et pænt og lækkert projekt, så ryger paraderne - også fra naboer i området.

Naboernes parader har ikke mindst handlet om højden på byggeriet.  Derfor blev lokalplanen tilpasset, så der maksimalt må bygges i 15 meters høje mod kystvej og 18 meter mod Genforeningsparken. Den plan har Bo Jørgensen tænkt sig at følge.

- Vi bygger op til 3.5 etage, altså en fuld 2. sal plus en tagetage.

Og hvad lander bebyggelsesprocenten så på?

- Det bliver cirka 65 procent, oplyser han.

Salg af vej

Den sidste hurdle, som rejste sig, da debatten om planerne gik højest, var, at kommunen skulle sælge Neergaardsvej til projektudvikleren.

Ifølge ham lå det allerede i kortene, før han gik ind i projektet. Men det faldt altså naboer for brystet, og de stillede administrationen spørgsmål vedrørende prisen, både for vejen og for arbejdet med at flytte alle installationer, der ligger i vejen. Der er fra politisk side stillet krav om køb af vejen.

- Det er vi ikke fornærmede over. Rent juridisk har det bare tidligere heddet sig, at hvis kommunen sælger jord, skal forsyningen påtage sig at omlægge ledning og så videre, men vi tager det stille og roligt. Nu går vi jo også ind i et valgår, og meget kan ske.

Bo Jørgensen kan ikke sige noget konkret om, hvornår projektets næste etape går i gang.