Europa opruster for at sikre grænser mod immigranter
I samarbejde med en række internationale producenter af militærudstyr arbejder Europa-Kommissionen i øjeblikket på at opgradere EU's grænsekontrol og sikre medlemslandene mod illegal indvandring.
Satellitter, droner og bevægelsesdetektorer vil fremover gøre det muligt at identificere og stoppe immigranter, inden de overhovedet når europæisk territorium. Det skriver Information.
Derved mister immigranter på vej mod Europa retten til at søge asyl, der er en af FN's grundlæggende menneskerettigheder, siger Martin Lemberg-Pedersen, ph.d. i europæisk grænsekontrol og ekstern lektor ved Københavns Universitet.
- På europæisk territorium vil migranter efter international lov være berettigede til at søge om asyl, siger han.
- Men idet en del af formålet med dette netværk af teknologi er, at det også bliver implementeret i EU's naboregioner, opstår der et humanitært problem, fordi de her nabolande har en tradition for ikke at give adgang til asylprocedurer, tilføjer han.
Blandt de mest vidtrækkende projekter er det højtprofilerede Eurosur, et såkaldt system af systemer under EU's magtfulde grænseagentur Frontex til 2,5 milliarder kroner, der med militærudstyr og avanceret teknologi skal sikre fuld kontrol med EU's ydre grænser.
Systemet skal ifølge Europa-Kommissionen være klar til brug i oktober.
- Tanken bag Eurosur er dels at booste den fælleseuropæiske styring af grænsekontrollen, dels at støtte og lancere en række højteknologiske former for kontrol som droner, varmesensorer, infrarøde sensorer og satellitter, siger Martin Lemberg-Pedersen.
- De skal overvåge migrationsstrømme i Middelhavet, og når migranter opdages, kan EU-lande så indfange dem og eksempelvis returnere dem til samarbejdslande, længe inden de når til europæisk territorium, tilføjer han.
Et af projekterne under Eurosur skal eksempelvis udvikle droner, der kan opspore illegale immigranter og smuglere. Et andet projekt skal identificere såkaldt "tidlige trusler" med sensorer, der kan udpege mistænkelige bevægelsesmønstre hos både.
Seks humanitære organisationer skrev i september sidste år et brev til Europa-Parlamentets komité for civilret for at advare om, at Eurosur-projektet får vidtrækkende konsekvenser, hvad angår immigranters grundlæggende rettigheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde