Høj moral besværliggør Afghanistan-indsats

Ambitionen om en høj moral er med til at gøre det svært at vinde krigen i Afghanistan. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Særligt i løbet af de seneste tre år har opmærksomheden på at begrænse civile tab været voksende, og de danske soldater er underlagt strammere regler end i nogen anden krig.

Det udgør en hæmsko for soldaternes arbejde, siger Lars Bangert Struwe, ph.d. og forsker i krigshistorie ved Center for Militære Studier.

Han fremlægger fra den 14. marts sin analyse af den historiske krigsudvikling i en foredragsrække på Københavns Universitet.

- Det er endt med, at man har bundet sig så meget på hænder og fødder, at man faktisk ikke kan udføre de kampopgaver, man er sat til. Man bliver nødt til enten at lade være med at udføre dem eller kun at udføre dem i mindre omfang, siger han.

Han peger samtidig på det paradoksale forhold, at restriktionerne er nødvendige for et positivt udfald i Afghanistan, fordi koalitionsstyrkerne er afhængige af civilbefolkningens opbakning.

- De restriktioner, vi pålægger os selv, er selvfølgelig en hæmsko for sejren. Men uden dem kan man ikke sejre, da man ellers mister enhver form for offentlig opbakning såvel hjemme som i Afghanistan, siger Lars Bangert Struwe.

Anders Henriksen, adjunkt ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet og specialist i krigsjura, siger, at man ikke i nogen anden krig har oplevet så mange juridiske restriktioner som i Afghanistan.

- I Afghanistan har man af politiske hensyn valgt ikke at udnytte alle de beføjelser, internationale regler for væbnet magt giver os.

- For det vigtigste i Afghanistan er ikke nødvendigvis at skyde alle talebanerne. Det vigtigste er at få vundet nogle 'hearts and minds'," siger Anders Henriksen.

/ritzau/

En øget opmærksomhed på at undgå civile tab i Afghanistan udgør en hæmsko på danske udsendte.

Offentliggjort Sidst opdateret