Onsdag morgen rykkede Lolland-Falster Brandvæsen ud til Øster Ulslev. Billedet er ikke fra den hændelse. Arkivfoto: Jan Schmidt - XDmedia

Brandvæsen rykkede ud: Fyrrummet var fyldt med røg

Offentliggjort

En stor mængde røg væltede onsdag morgen ud af et pillefyr i Øster Ulslev på Lolland. 

En tilbagebrænding havde brændt et plastikrør over, men da Lolland-Falster Brandvæsen kom frem, kunne brandfolkene konstatere, at der ikke var nogen synlige flammer i fyrrummet. 

Så mens brandslangerne forblev i bilerne, bestod opgaven i at få luftet ud og sikre, at intet brændte i fyret eller tanken. 

Meldingen kom ind klokken 8.45, og omkring 45 minutter efter kunne brandvæsenet igen forlade ejendommen på Karlebyvej. 

Det fortæller indsatsleder Patrick Nielsen. 

De gode råd

Selvom han ikke ved, hvad der præcis forårsagede branden i Østre Ulslev, har han flere gode råd til dig, der har et pillefyr.

For det første skal man altid sørge for at brænde med det, fyret er beregnet til. Derudover er det en god idé at have en røgalarm i rummet. 

– Her viste det sig, at der blev genereret rigtig meget røg. Så hvis ikke man har noget, der adviserer en, kan der gå lang tid, før man opdager det. – Worst case ligger man jo inde i sit hus uden at opdage det, siger han.