Dan Sarka blev onsdag dømt for voldtægt og drabsforsøg. Arkivfoto: Kim Møller Petersen
Dan Sarka dømt: Her er Bøtø-manden
Folketidende har gennem årene skrevet en række artikler om Dan Sarka, der onsdag blev dømt for at voldtage og forsøge at dræbe den 11-årige pige i Bøtø.
De første gange, han optræder i avisen, er i forbindelse med hans skolegang, som
foregik på Kettinge Skole tilbage i slutningen af halvfjerdserne og startet af
firserne.
Blandt andet fremgår det af Folketidende, at Dan Sarka som 17-årig
i sommeren 1985 var blandt de elever, der fik tildelt ”Lollandsfondens legat
for positiv indstilling”, da han gik ud af 10. klasse på Kettinge Skole.
Han forblev aktiv i lokalområdet. I maj
1988 fremgår hans navn endnu en gang i Folketidendes spalter, da han blev en
del af bestyrelsen af den netop nyoprettede støtteforening for Frejlev
Forsamlingshus. Her lød det, at støtteklubben især skulle indhente penge ved
bankospil i forsamlingshuset.
Udlært i tøjforretning
Herefter skal vi frem til 1994, før hans navn optræder i
avisen igen, da han bliver kåret som ”Dagens bedste” medarbejder i en
læserkonkurrence hos Folketidende i forbindelse med ”Lang Lørdag” i Nykøbing.
Den pris får Dan Sarka efter indstilling fra en kunde, der har
peget på, at han har ydet en ekstra-fin service, da han er ansat i tøjbutikken
Vagn Larsen i Nykøbing, som lukkede sidste år.
Her er billedet af Dan Sarka taget i forbindelse med, at han blev nomineret til "Dagens Bedste". Arkivfoto
Prisen udløste et interview og en kort artikel, hvor det fremgik, at han i
1994 havde været ansat hos Vagn Larsen i tre år, men er udlært hos Tøjeksperten
i Sakskøbing.
Flytter til Idestrup
Annonce
I juni 1997 købte han, sammen med sin daværende kone, et hus
i Idestrup. Her havde han bopæl i 1999, da han begik overgrebet mod den
11-årige pige ved Bøtø Strand - godt 13 kilometer væk fra hjemmet i Idestrup.
Dan Sarka boede i huset helt frem til anholdelsen i december 2024. Det
var i huset i Idestrup, han blev anholdt af politiet.
Et års tid senere , i maj 1998, blev han ansat
som konsulent hos ”Hos Maleren” i Slotsgade i Nykøbing kort efter sin 30-års fødselsdag. Det er det sidste
ansættelsesforhold, der fremgår i Folketidende.
Kritik af kommune
I maj 2001, optræder Dan Sarka i Folketidendes spalter, hvor
han sammen med sin ekskone rejser en kritik af den hedengangne Sydfalster
Kommune.
Her fremgår det, at han mener, kommunen svigter hans dengang
seksårige søn, som året forinden er blevet påkørt af en bil.
Kritikken rejses knap to år efter, han har voldtaget og
forsøgt at dræbe en 11-årig pige.
Den store passion
20 år skal der gå, før Dan Sarka igen optræder i Folketidendes spalter. Nu handler det hverken om hans arbejde eller kritik af kommunen, men hans store passion – vikingetiden.
I artiklen kan man læse, at han og ekskonen i mange år har deltaget i middelalderfestivalerne i Nysted. Men i 2021 gik de så skridtet videre og startede deres eget vikingemarked.
Året efter var ”vikingerne på vej til Frejlev”, som Folketidende skrev.
Han fik brugsret til et græsområde på Kildevej. Passionen havde udviklet sig til en vikingelandsby.
Annonce
Her er Dan Sarka på middelaldermarked i Nysted. Arkivfoto: Claus Hansen
- Det går rigtig godt, vil jeg sige. Vi har fået lidt frivillige, der gerne hjælper til, og det er vi rigtig glade for, sagde han til Folketidende.
Allerede i 2023 var drømmen om landsbyen dog brast. Som Dan Sarka forklarede, gik det ”i vasken af forskellige årsager”.
Og så alligevel.
For sidste gang Folketidende skriver om Dan Sarka, 10. juli 2024, åbnede han dørene for Vikingelandsbyen Guldborgsund.
Bøtø-manden
Et halvt år senere kørte en række patruljer til Idéstrup, hvor betjentene anholdt Dan Sarka.
I dag, onsdag den 3. september, blev han dømt.
Punktummet i en af de største kriminalsager på Falster er nu sat.