Den ene af nattens tre brande var opstået her på den tidligere højskole på Højskolevej 79 i Søllested, som nu står tom. Arkivfoto: Jan Knudsen.
Brandvæsnet måtte rykke ud til brande på Lolland og Falster ikke færre end tre gange i løbet af natten til søndag. Mindst to af dem formodes at være påsat.
Det blev ikke til meget nattesøvn for brandfolkene fra Lolland-Falster Brandvæsen natten til søndag.
Ikke færre end tre gange i løbet af natten blev der slået alarm om brande, og mindst to af brandene formodes at være påsat.
Præcis kokken 03.00 blev brandfolk fra både Nakskov og Stokkemarke kaldt til Højskolevej 79 i Søllested, hvor der tidligere blandt andet har ligget både højskole og Joanna Skole og Socialpædagogisk Opholdssted, og hvor der på et tidspunkt også var planer om at etablere en madhøjskole.
Her var der udbrudt en mindre brand, men ifølge vagtchef Heidi Grandt Andreasen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var skaderne minimale. Der blev dog fundet tegn på, at branden ikke var opstået af sig selv, og politiet efterforsker derfor sagen som en påsat brand.
Hvad det konkret er, der giver politiet den opfattelse, ønsker vagtchefen dog ikke at kommentere nærmere. Bygningerne står i øjeblikket tomme, og der var derfor ikke nogen mennesker på stedet.
Annonce
- Hvis nogen har set noget mistænkeligt i området omkring klokken 03.00 eller tidligere på natten, så vil vi gerne høre om det, siger vagtchefen.
Bilbrand i Nykøbing
Politiet vil også gerne høre om det, hvis nogen har oplysninger om en bilbrand i Nykøbing ved 01.30-tiden.
Her gik der ild i en Peugeot 108, der holdt parkeret i Grønnegade.
- Den var blevet antændt af ukendte gerningsmænd, så der vil vi også gerne høre fra vidner. Vi har talt med ejeren, og han er uforstående overfor, hvorfor nogen skulle brænde hans bil af, siger Heidi Grandt Andreasen.
Indsatsleder Bo Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen oplyser, at der var ild i motorrummet, da brandvæsnet nåede frem. Det lykkedes brandfolkene at forhindre, at ilden spredte sig til kabinen i større omfang, men de materielle skader på bilen er alligevel omfattende, oplyser indsatslederen.
Hvis man har oplysninger om de to brande, bedes man kontakte politiet på telefon 114.
Nattens tredje udrykning for brandvæsnet var til en brand i en skraldespand i Nakskov kort før klokken 01.00. Her har det dog ikke været muligt at få nærmere oplysninger om branden.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde