Frivillig forening har ydet mere end ét års arbejde for Nakskov
Over 30 er aktivt gået ind og er med til at gøre en forskel for Nakskov. Her ses en del af Turismens Venner. Privatfoto
Privatfoto
Nyorganisering af frivillige er kommet rigtig godt fra start.
NAKSKOV: For et år siden etablerede Nakskov Handel & Erhverv "Turismens Venner," og foreningen kan konstatere, at det har været en succes.
De frivillige, der udgør Turismens Venner og som er med til at gøre en forskel for byen, har tilsammen ydet 2.232 timer på 11 måneder. 1.924 timer svarer til et årsværk, så det er altså mere end ét helt års arbejde, de frivillige har ydet.
Det var for at kunne løfte aktivitetsniveauet, at Nakskov Handel & Erhverv, NHE, i november 2023 startede Turismens Venner. Timingen var perfekt, da det var i samme periode, foreningen indgik aftale med Visit Lolland-Falster om at overtage det af dem nedlagte turistbureau, siger NHE's formand Peter Dan Petersen.
De frivillige har virkelig været med til at gøre en forskel.
Peter Dan Petersen, formand for Nakskov Handel & Erhverv
Turistbureauet åbnede i april og har frem til slut oktober serviceret mere end 3.000 turister.
- De frivillige har virkelig været med til at gøre en forskel. Der har været mere åbent på turistbureauet end de tidligere år. I alt har de frivillige i perioden holdt åbent i 672 timer og samlet brugt 1.344 timer der, glæder Peter Dan Petersen sig over.
Mange hoveder giver også megen kreativitet. Et godt eksempel er nytænkningen af bureauet, hvor der over sommeren har været månedlige udstillinger af lokale kunstnere, der har udstillet glas, malerier, keramik og grafisk arbejde af høj kvalitet.
Også en praktisk gruppe
Et andet ben af Turismens Venner er den praktiske gruppe, der har stået for etablering af Jul på Torvet. Det vil sige opsætning og nedtagning af boderne til jul og ved vinfestivalen. Der er også lagt timer til sankthans, ved besøg af Træskibssammenslutningen, fredagsmarked og i opsætning og nedtagning af byens flagstænger og meget mere. Samlet har den praktiske gruppe lagt 890 timer.
- Det er rigtig dejligt, at over 30 aktivt går ind og er med til at gøre en forskel for vores by. Uden deres indsats, var der mange aktiviteter, vi ikke ville have kunnet starte og gennemføre, siger citymanager Mette Bagge Andersen.
- Nakskov Vinfestival er et godt eksempel, hvor de rejste og nedtog husene samt bemandede foreningens hus med salg af vinglas, og det har været en glæde at vi har fået turistbureauet i gang. Fra dag ét har vi overholdt de åbningstider, vi har annonceret, og det er en fornøjelse at se og høre, hvordan ildsjælene virkelig gør deres bedste for at turisterne føler sig velkomne i vores by og at høre, hvor glade turisterne er for den fine service, der bliver leveret.
- Vi har øget aktivitetsniveauet og har ønske om mere, hvilket ikke kan gøres uden de mange frivillige, der har lyst til at give en hånd med, og donere en time hist og her. Drømmen var et netværk af mennesker, der brænder for at gøre Nakskov mere oplevelsesrig både for os selv og for besøgende, siger Mette Bagge Andersen.
Brug for flere
- Det er vi på et år kommet rigtig langt med. Vi har stadig brug for flere, der vil være med i fællesskabet, så hvis nogen har et par timer til overs nu og da, hører vi gerne fra dem, og her har man altså mulighed for at gøre vores område til et bedre sted at besøge og ikke mindst et dejligt sted at bo, tilføjer Nakskovs citymanager.
Formand for NHE, Peter Dan Petersen, konstaterer, at der for at kunne skabe gode resultater med en forening som NHE kræves penge, opbakning og frivillige timer:
- Vi kan glæde os over, at vi har voksende opbakning. Det ser vi blandt andet ved stor tilslutning til vores erhvervsmøder og arrangementer og ved at så mange har meldt sig til Turismens Venner. Lysten i Nakskov til at yde frivilligt arbejde er en kæmpe styrke for byen, der viser, at sammen kan vi skabe noget.
Ud over de 2.232 timer kan der lægges timerne fra de frivillige omkring Ren By, der gøres deres for at holde Nakskov pæn og ren. Ren By Nakskov er ligeledes organiseret i Nakskov Handel & Erhverv.
Men der er stadig brug for flere, der vil være med til at gøre en forskel for byen og Vestlolland.
Om Turismens Venner
- Turismens Venner er et fællesskab og netværk af frivillige i og omkring Nakskov, der alle har et ønske til fælles: at gøre Nakskov og Vestlolland til et aktivt, attraktivt sted at opholde sig.
- Nogle medlemmer bemander turistkontoret, andre kan man kalde på, når der er behov for praktisk hjælp. For eksempel når julepynten skal op og ned, hvis der er en koncert i byen, eller åbner et kreativt værksted for byens børn.
- Andre sidder i forskellige styregrupper og er med til at koordinere begivenheder.
- Man kan bidrager i det omfang, man kan og har lyst.
- Turismens Venner er støttet af LAG Sydhavsøerne.
Kilde: Nakskov Handel & Erhverv