Huslejestigning på 11 procent: Det er jo helt ude i hampen!

Beboerne på Skovcentret kan se frem til en huslejestigning på mere end 11 procent. Arkivfoto: Jan Knudsen

Beboerne på Skovcentret kan se frem til en huslejestigning på mere end 11 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Det er en uhørt stigning i huslejen.

Sådan siger Peter Olsen, hvis 93-årige far bor på Skovcentret i Nakskov.

Boligkontoret Danmark har meddelt beboerne, at fra 1. maj stiger huslejen mere end 11 procent. For Peter Olsens fars vedkommende, betyder det, at der skal betales godt 1.000 kroner ekstra om måneden i husleje.

Fandt et brev

Det er nærmest et tilfælde, at Peter Olsen opdagede huslejestigningen. Han fandt et brev fra boligselskabet på et bord i faderens bolig. Her kunne han læse:

"På grund af nedlæggelse af Møllecentret har det vist sig nødvendigt med en huslejestigning på 11,27 %" fremgår det af brevet til beboerne.

- Hvad har de to plejecentre dog med hinanden at gøre, var Peter Olsens første tanke, da han læste brevet om huslejestigningen.

Det er ikke fordi, Skovcentrets 25 boliger er blevet gennemrenoveret eller har fået kobbertag, at huslejen stiger. Hvad det nedlagte Møllecenter og hans fars udgifter til husleje på et helt andet plejecenter har med hinanden at gøre, skal findes et helt andet sted.

Ude i hampen

Møllecentret er som led i Lolland Kommunes plejehjemstrategi lukket. Små og nedslidte plejehjem skal lukke og erstattes af to nye, moderne plejehjem i henholdsvis Nakskov og Maribo. De øvrige plejecentre skal gøres mere demens-venlige og renoveres.

Regnskabet for de to plejehjem er blevet splittet op, og afdragene på lånene havner hos beboerne på Skovcentret. Beboerne på Møllecentret er fraflyttet, og der er nu færre til at afdragene lånene.

- Det virker som et økonomisk overgreb på de ældre og svage medborgere. Det er jo helt ude i hampen, siger Peter Olsen.

Hvor kan din far spare på husholdningsbudgettet, så han kan betale sin husleje?

- Måske må min bror og jeg til at lave mad til ham hver dag, siger Peter Olsen.

Byrådets økonomiudvalg har for nylig godkendt, at huslejestigningen på Skovcentret de første fire måneder betales af kommunekassen. Dels for at overholde reglerne om varsling om huslejeforhøjelse. Dels for at lejernes stigning "holdes på et minimum", som der står i økonomiudvalgets dagsorden.

Det virker som et økonomisk overgreb på de de ældre og svage medborgere.

Peter Olsen, søn til 93-årig beboer på Skovcentret