Lokal Nybolig-forretning lukker
Johnny Nyman Rasmussen (tv.) lukker 1. oktober Nybolig i Nakskov og skifter i stedet til Estate, hvor Ole K. Jørgensen glæder sig til at få ham med på holdet. Foto: Søren Navne
Søren Navne
Ejendomsmægler Johnny Nyman Rasmussen lukker sin Nybolig-forretning ned i Nakskov og skifter i stedet til Estate.
NAKSKOV: Det er blevet tid til at trappe lidt ned for ejendomsmægler Johnny Nyman Rasmussen, som ikke længere vil være selvstændig mægler.
Fra 1. oktober har den 66-årige ejendomsmægler og indehaver af Nybolig i Nakskov valgt at lukke sin mæglerbutik. I stedet skal han være en del af teamet hos Estate i Nakskov.
- Det er et kærkomment tilbud, jeg har fået. Hos Estate mangler de en mægler, og så fandt vi ud af, at det ville være fint at slå de to kæder sammen til en, siger Johnny Nyman Rasmussen.
Hos Estate i Nakskov stoppede ejendomsmægler Kim Schou 1. august efter 28 år i kæden, og indehaver Ole K. Jørgensen var derfor på udkig efter en ny ejendomsmægler.
- Jeg har kendt Johnny i 35 år, og jeg er glad for at få ham med på holdet, siger Ole K. Jørgensen.
Med Johnny Nyman Rasmussen bliver der i alt fire mæglere hos Estate i Nakskov.
Begge kæder er ejet af Nykredit. Men kæderne har hidtil kørt som to selvstændige forretninger.
Sager følger med
Johnny Nyman Rasmussen har haft Nybolig-butikken i Nakskov siden 1990, hvor han har en enkelt ansat. Før det var han områdechef hos Nykredit i Nakskov.
Hvordan føles det at sige farvel til Nybolig-forretningen efter så mange år?
- Jeg er nået dertil, hvor jeg glæder mig til at kunne trappe lidt ned og ikke længere skal tage mig af regnskaber, men kan koncentrere mig om at være ejendomsmægler. Det passer mig rigtig fint, siger Johnny Nyman Rasmussen.
Jeg er nået dertil, hvor jeg glæder mig til at kunne trappe lidt ned.
Johnny Nyman Rasmussen, ejendomsmægler
Han tager sine igangværende boligsager med sig over i Estate.
- Alle har været rigtig positive og sagt, at de gerne vil følge med mig over i Estate, så jeg vil fortsat varetage salget af de ejendomme, jeg har i Nybolig. Samtidig glæder jeg mig til nye udfordringer og nye kollegaer. Det bliver spændende at lære sælgerne af ejendommene hos Estate at kende, siger Johnny Nyman Rasmussen.
Seneste artikler
To nye brandstationer snart klar til brug
Q&A med Freddy Svane: Måske en tur på et brunt værtshus i Rødby
Måtte lukke efter syv dage: Nu er der nyt om café
Radio SydhavsØerne fylder 40: Klokken 11.11 skete det
En dårlig beslutning bliver ikke bedre af at fastholde den – sæt datacenteret på pause
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet