Skal spare millioner: Nu vil udvalget lukke center

Byrådsmedlem Vibeke Grave (S) har spændt hjelmen og så i gang med budgetforhandlingerne. Arkivfoto: Ingrid Riis

Lolland Kommune skal spare 70 millioner kroner. Det kan koste Kompetencecenter Krogsbølle livet.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Centrum for Lolland Kommunes beskæftigelsestilbud, Kompetencecenter Krogsbølle i Nakskov, står til at lukke. Regeringen forventer at komme med et udspil, der vender op og ned på job- og beskæftigelsesrettet tilbud, og meget tyder på, at der skal lægges flere kræfter i at få unge ledige i arbejde og stilles færre krav til dem, der har været ledige i mange år.

Krogsbølles funktion er at hjælpe langtidsledige borgere med at blive parate til at få og passe et job.

Derfor spiller byrådets social- og arbejdsmarkedsudvalg ud med at placere Krogsbølle i Lolland Kommunes sparekatalog.

Vibeke Grave (S), der er formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget, siger, at intet er besluttet endnu.

- Vi skal skrue ned for nogle indsatser, der måske mest af alt laves for at overholde loven. Vi står med en gruppe ledige, som har andre problemer end kun ledighed og måske skal deres udfordringer håndteres først, før vi tænker på beskæftigelse, siger hun.

Det er ikke helt tilfældigt, at udvalget peger på at lukke Krogsbølle.

- Når vi er begyndt at kigge på Krogsbølle, er det fordi der er sindssygt mange kvadrater til få ledige, og at taget trænger til at blive skiftet ud. Det vil da være ærgerligt at smide en masse penge i en bygning, og så lukke tilbuddet et par år senere, siger Vibeke Grave og fortæller, at det vil koste 3,5 millioner kroner at skifte taget.

Vibeke Grave tror, at lukningen af Krogsbølle bliver en realitet.

- Vi skal finde besparelser for 70 millioner kroner, og vi er en udfordret kommune. Netop derfor skal vi ikke bruge 3,5 millioner kroner på et nyt tag på en bygning, der måske ikke skal bruges om et par år, siger hun.