Kalkuner aflives med gas på en farm på Lolland. Foto: Anna C. Møhl

Hvide dragter og gasning: Nu aflives tusindvis af kalkuner på lokal farm

På en kalkunfarm nær Kragenæs på Lolland er der heftig aktivitet for at bremse spredning af fugleinfluenza.

Offentliggjort Sidst opdateret

Store tankvogne med gas kører ind på gårdspladsen.

Dagens opgave for Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Beredskabsstyrelsen er at aflive 25.000 kalkuner på en farm i Keldernæs syd for Kragenæs. Kalkunerne er ramt af den smitsomme og dødelige H5N1-fugleinfluenza.

Når dyrene er aflivet, vil de blive afhentet af Daka, der sørger for, at de bliver forsvarligt destrueret. Foto: Anna C. Møhl

Personer klædt i hvide beskyttelsesdragter og med åndedrætsværn på ryggen, går omkring i området tæt på staldene, hvorfra man stadig kan høre kalkunerne pludre. 

Spiste og drak ikke

Sektionsleder Jacob Schierbeck, der er Fødevarestyrelsens mand på kalkunfarmen, oplyser, at arbejdet med at aflive kalkunerne forventes at være afsluttet tirsdag. 

Mandag aften viste prøveresultater, at kalkunerne var ramt af den smitsomme og dødelige H5N1-fugleinfluenza. De første symptomer på fugleinfluenza kom ifølge styrelsen søndag. Her døde flere dyr, og mange rørte ikke hverken vand eller mad. Mandag var omkring halvdelen af produktionshusets 4000 kalkuner døde, lyder det. 

Ifølge fødevarestyrelsen er gasning den mest skånsomme måde at aflive smittede kalkuner. Foto: Anna C. Møhl

Jacob Schierbeck forklarer, at kalkuner, der kun opholder sig inde i stalde og ikke har direkte kontakt med omverdenen, kan blive ramt af fugleinfluenza, hvis der er smittede, vilde fugle, som efterlader virus i området. 

Sådan skal du forholde dig

  • Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har oprettet en beskyttelseszone i en radius på tre kilometer fra den smittede farm og en overvågningszone i en radius på ti kilometer fra farmen.
  • I zonerne gælder særlige krav til smittebeskyttelse, og der er forbud mod at flytte æg eller fugle uden en særlig tilladelse. 
  • Hønsehold, hvor indhegningen er 40 kvadratmeter eller mindre, er undtaget fra kravet, men dyrene skal holdes i indhegningen.
  • I oktober 2025 hævede myndighederne trusselsniveauet for fugleinfluenza fra middel til høj.
  • Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri opfordrer alle fjerkræejere til at tænke på deres dyr og tage de nødvendige forholdsregler, så smittespredning undgås.

Mest skånsomme måde

Kalkunerne aflives ved gasning.

- Gasning er den mest skånsomme måde for dyrene at blive aflivet på, og det er samtidig en metode, som bedst muligt forebygger spredning af smitte, siger Jacob Schierbeck.

Når dyrene er aflivet, vil de blive afhentet af Daka, der sørger for, at de bliver forsvarligt destrueret.

Efter kalkunerne er blevet aflivet, vil kalkunhusene blive rengjort og desinficeret. Når det sker, vil 60 til 80 personer i to dage være på kalkunfarmen for at sikre, at smitten ikke bæres videre. 

Et højt smittetryk

Bente Holst, som er veterinærchef i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, påpeger, at der fortsat er et højt smittetryk fra vilde fugle. Der er fundet flere døde fugle på Sjælland og de kan have været smittet med H5N1-fugleinfluenza.

Fugleinfluenza kan i sjældne tilfælde smitte til mennesker, som er i tæt kontakt med dyrene. 

Kalkunfarmen er ejet af Apm Danmark. Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar.