Lolland

I 2022 havde Christina Svanholm og Anders Beich (th) besøg af udenrigsminister Jeppe Kofoed i lægehuset i Nysted. Folketingsmedlem Anne Valentina Berthelsen var også med. Arkivfoto: Claus Hansen

Anders Beich har sagt op: - Jeg kan ikke mere

Offentliggjort Sidst opdateret

Christina Svanholm og de øvrige læger i Sundhedsfællesskabet Nysted Sakskøbing mister til september en erfaren kollega. 65-årige Anders Beich har nemlig valgt at sige op efter tre år i sundhedsfællesskabet i Nysted.

Det gør et dybt indtryk, skriver Svanholm i et opslag på det sociale medie LinkedIn. 

- Og ærligt: Jeg forstår ham. Jeg har selv nået en grænse for, hvad man kan blive ved at løfte, tilføjer hun. 

For selvom arbejdet på klinikken på Lolland er fagligt meningsfuldt, så er det også blevet for hårdt. Til Sundhedspolitisk Tidsskrift udtaler han

- Jeg havde håbet at blive, til jeg blev 70. Men det kan jeg ikke. Jeg er blevet for slidt, siger han. 

I stedet skal han fra 1. september være vikarlæge i Rønnede Lægehus hos en gammel studiekammerat. 

Han udtaler dog, at han ikke har fortrudt at have søgt mod Lolland. Patienterne, der ofte havde flere forskellige sygdomme, havde alvorligt brug for hans hjælp, og de søgte i stort antal mod lægehuset i først Nysted og derefter Sakskøbing med udsigt til at få en fast læge. Og det pressede lægerne, der af hensyn til økonomien var nødt til at sætte patienttallet op.

- Det er ikke det at være læge, der er problemet. Det er rammerne og systemet. Det mangler forståelse for, hvad det kræver at tage sig ordentligt af de mest syge patienter. Jeg er ikke blevet træt af mit fag. Jeg er bare blevet slidt.