Bob Richard Nielsen (tv.) og Chris Veber har begge stået frem med undren over oplysningerne om havneprojektet. Arkivfoto: Maria Glasius Lange
Bob Richard: - Vi har ikke været dygtige nok, og Folketidende har kørt negativ kampagne
Oven på torsdag aftens byrådsmøde i Guldborgsund Kommune lyder der skarp kritik fra Danmarksdemokraternes Bob Richard Nielsen rettet mod Folketidendes dækning af rådhus-sagen.
I dagene op til torsdag aftens byrådsmøde i Guldborgsund Kommune kunne man hos Folketidende læse om undren fra flere byrådsmedlemmer i forhold til en påstand om, at kommunens store havneplan kunne være bygget op omkring en ulovlig konstruktion.
Men torsdag aften var det slut med undren hos Danmarksdemokraternes Bob Richard Nielsen. Derimod lød der en skarp kritik af Folketidendes dækning af rådhus- og havnesagen.
Om planen
Guldborgsund Kommune planlægger at opføre et nyt rådhus som del af en samlet pakkeløsning, der også omfatter boliger og et firestjernet hotel ved havnen i Nykøbing Falster.
Kommunen sælger seks havnegrunde under ét og forpligter sig samtidig til at betale husleje for rådhuset i 30 år.
Misvisende kampagne
- Jeg har egentlig aldrig været uoplyst. Men jeg føler, der har været en misvisende, ensartet negativ kampagne fra Folketidendes side i forhold til, hvad 29 byrådsmedlemmer gerne vil. Det skuffer mig dybt, lød det oven på torsdag aftens byrådsmøde i Guldborgsund Kommune fra Bob Richard Nielsen.
Kommunalpolitikeren var således færdig med at undre sig over vurderingen fra kommunalforsker Roger Buch, som havde peget på, at Guldborgsund Kommunes model for rådhus- og havneplanen kunne være i strid med loven.
Annonce
Jeg synes, det har været en alt for tabloid og ensidig negativ fremstilling af planerne fra Folketidendes side
Bob Richard Nielsen (Æ), byrådsmedlem
Netop konstruktionen med en havneplan, hvor kommunen vil leje sig ind i et nyt rådhus i 30 år og samtidig sikre, at en investor opfører et firestjernet hotel, mener kommunalforskeren kan være i strid med loven, fordi modellen ser ud til at handle om, at kommunen påtager sig en bevidst dyr løsning for at hjælpe en investor, som så "betaler tilbage" ved at bygge et hotel, som kommunalpolitikerne gerne vil have.
Vendt til skarp kritik
- Jeg ved ikke, hvad eksperterne udtaler sig på baggrund af. De ved tydeligvis noget, jeg ikke ved, lød kommentaren til førnævnte vurdering tidligere på ugen fra Bob Richard Nielsen.
Oven på torsdag aftens byrådsmøde med en times drøftelser af rådhus- og havneplanen på et lukket punkt var undren hos Bob Richard Nielsen vekslet til en skarp kritik af Folketidendes dækning af sagen.
- Jeg synes, det har været en alt for tabloid og ensidig negativ fremstilling af planerne fra Folketidendes side. Omvendt tror jeg heller ikke, at vi i byrådet har været dygtige nok til at kommunikere ud, hvad de her planer vil betyde fremadrettet, når vi træffer den her beslutning, som vi nu har gjort, lød det fra Bob Richard Nielsen, der sluttede af med at fremsætte et ønske om en mere nuanceret dækning af rådhus- og havneplanerne fra Folketidendes side.