Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune, var torsdag i dialog med regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S). Han har et stort ønske om at finde løsninger på lægemanglen - i et samarbejde mellem kommune og region. Arkivfoto: Ingrid Riis
Borgmester om lægebus-strid: - Regionen må strække sig så langt som muligt
Politikere fra både kommune og Region Sjælland reagerede torsdag, da Folketidende gjorde opmærksom på et opråb fra læge Christina Svanholm.
Siden 2017 har hun søgt dialog med Region Sjælland om selv at drifte en bus, hvis regionen til gengæld kunne stille en større bus til rådighed. Det har ikke været muligt. I stedet har regionen betalt en chauffør fra Dantaxa for at køre en minibus fra København til Nysted og vente i syv timer på en rasteplads, indtil turen igen gik nordpå.
Fakta
Christina Svanholm har længe forsøgt at få Region Sjælland til at støtte en større bus til læger, der pendler til Lolland, men uden held.
Politikere fra både Venstre og Socialdemokratiet ønsker nu sagen drøftet i Det Nære Sundhedsudvalg for at finde en løsning, der kan tiltrække flere læger til området.
Og nu er den Mercedes Sprinter, som hun selv giver et tilskud til, blevet for lille. Den seneste måned har hun givet afslag til to læger, der gerne tog et arbejde på Lolland, hvis de kan køre med i bussen.
- Og der er i forvejen ikke plads til alle os, der arbejder på klinikkerne i Nysted og Sakskøbing, så det er et tetris-arbejde at få det til at gå op, udtaler hun til Folketidende.
Afslaget på en større bus nåede aldrig forbi de politiske sundhedsudvalg, lyder det nu fra flere medlemmer. Venstres Camilla Lund og Socialdemokratiets John Hansen ønsker nu sagen på bordet ved næste møde i Det Nære Sundhedsudvalg i september.
Annonce
Lommeregneren skal frem
Et ønske, som John Hansen torsdag har drøftet med formand og partikollega Susanne Lundvald (S). Men for politikerne ligger der et dilemma, som man skal have med i overvejelserne, siger han.
- For vi skal have mange flere læger til regionen, hvis vi kan få det. Og der er jo den måde, som Christina (svanholm, red.) heldigvis har succes med. Derudover er der de nye licensklinikker, vi har forsøgt at starte op, men som der desværre ikke er ansøgere til. Og så er der de regionsdrevne lægeklinikker. Christina Svanholm har en privat virksomhed med overenskomst med Region Sjælland. I en periode har man aftalt at køre læger ned til hende på regionens regning. Og der kan man sige, hvor længe skal vi som offentlig instans betale for at køre læger ned til hendes virksomhed. Det er et dilemma. Men jeg har det sådan, at vi skal fortsætte med at hjælpe læger dertil, hvor de vil være, forklarer han.
Men regionen bruger jo også penge på at betale en chauffør, som sidder og venter i syv timer fem dage om ugen. Med Christinas forslag skal chaufføren kunne tjene sin egen løn ind. Hun vil gerne betale bussen. Så regionen kan vel kun ende med at spare penge, da det formentlig også er billigere end at skulle bekoste en regionsdrevet lægeklinik, som vil være alternativet?
- Fuldstændig rigtigt. Jeg kender ikke de præcise tal, men det lyder rigtigt. Og det er nogle af de forskellige muligheder, vi skal kigge på, siger John Hansen.
Han åbner for, at der kan være flere muligheder i spil. Blandt andet også at inddrage den store bus, som Region Sjælland allerede stiller til rådighed for læger fra hovedstaden til sygehuset i Nykøbing. Eller at tilbyde andre læger, der arbejder i vores landsdel, at benytte sig af de campuspladser, som regionen snart øger fra 15 til 30 ved sygehuset.
Hvis vi har læger, der vil hertil og gøre en god indsats for vores borgere, så skal man - også fra regionens side - sørge for at strække sig så langt, som overhovedet muligt.
Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune
- Men det er et større regnestykke, som vi skal til at arbejde på.
- Regionen bør strække sig langt
Også Iben Krog (V) er gået videre med sagen. Hendes partikollega Camilla Lund, der sidder med i Det Nære Sundhedsudvalg, har stillet spørgsmål til årsagen for afvisningen.
- Vi har ikke fået svaret endnu, men vi formoder, at argumentationen er, at det vil være konkurrenceforvridende. Og hvis det er tilfældet, vil vi gerne have ændret den lov. Det er vores fornemste opgave som politiker at ændre noget, der viser sig at være et benspænd. Nu sidder jeg ikke i regionsrådet, men set udefra er det mit indtryk, at administrationen kan være bange for at forskelsbehandle - også i sager, hvor man ellers kunne gøre det mere attraktivt at være praktiserende læge. Og i stedet ender man så med at oprette regionsklinikker, som bliver dyrere for borgerne.
Det ærgrer hende samtidig, at denne type sager ikke engang præsenteres for politikerne.
- Det er en prioriteret indsats for Venstre at få flere læger til vores område. Og det er et problem, når en læge så har et forslag, og det bliver afvist, før det kommer til vores bord, siger hun.
Også borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S) har været i dialog med regionsrådsformand Trine Birk Andersen for at høre, hvad det handler om.
- Men det virker som om, at det er en lille bureaukratisk hindring for, at man kan få noget til at fungere og skaffe flere læger til. Og det kan jo virke tåbeligt, og vi må følge op på, hvad for nogle løsninger, der kan skabes. I et samarbejde med regionen. Hvis vi har læger, der vil hertil og gøre en god indsats for vores borgere, så skal man - også fra regionens side - sørge for at strække sig så langt, som overhovedet muligt. Også set i lyset af de udfordringer, der er på det område, udtaler han.
Vi følger op på sagen med en kommentar fra regionsrådsformand Trine Birk Andersen.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu