Lolland

Bjørnene har brugt sommeren på at udforske deres nye omgivelser. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Dette syn får dyrepasseren til at knibe sig i armen

Fra galdebjørnefarm i Sydkorea til Bjørneskoven på Lolland: Søndag er det præcis 100 dage siden, bjørnene ankom til Knuthenborg. Sådan går det i dag.

Offentliggjort

Med en kraftig lugt af bjørn i luften er man ikke i tvivl om, at Bjørnestalden er lige i nærheden. 

Folketidendes bjørnereporter var taget til den lollandske safaripark for at samle op på de første 100 dage af de asiatiske sortbjørnenes tilværelse på Lolland.

De kom til Knuthenborg Safaripark i juni efter at have levet hele deres liv på koreanske galdebjørnefarme. Sidan har de har tilbragt sommeren i den nybyggede Bjørnestald og har på deres poter udforsket Bjørneskoven.

Bjørne i Knuthenborg

Der kom seks asiatiske sortbjørne til Knuthenborg i juni.

De kom fra den sydkoreanske galdebjørneindustri.

Bjørnene var de første bjørne, der kom til Europa fra Sydkorea.

De seks bjørne har taget godt på henover sommeren, og personalet forventer, at bjørnene går i hi i løbet af vinteren.

Roder i skovbunden

Og man skulle være stået tidligt op for at tage dem på sengen.

Tre af dem gik nemlig allerede og fouragerede, mens solens lave stråler trængte gennem træerne og ned i skovbunden, som bjørnene helt naturligt har rodet i.

De var ikke de eneste, der var stået tidligt op.

- Man kan høre løverne, siger Jane Trolle, chef for Dyreafdelingen.

Hun fortæller om en række tegn, der tyder på, at bjørnene har det godt. 

Flotte i pelsen

De har en stor appetit, de klatrer i træerne, forklarer hun og peger op på stammerne, der har knækkede grene op i 6-8 meters højde.

- De er superflotte i pelsen i forhold til, da de kom, siger hun.

- Jeg bliver seriøst aldrig træt af at se på dem, siger hun og beundrer bjørnene, mens de stille trasker rundt i græsset i skovbunden.

Mens to yngre bjørne, der kommer fra den samme farm, søger føde i skovbunden, kommer den ældste bjørn forsigtigt ud af sin kasse i Bjørnestalden.

Jane Trolle er glad for at se, bjørnene har fundet deres naturlig instinkter frem i Knuthenborg. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Jane Trolle forklarer, at den har haft sværest ved at tilpasse sig.

Dyrepasser Jimmi Patrich Nielsen har lavet noget trælegetøj til den. Det er en stamme, som han har boret nogle huller i og fyldt dem med honning.

- Ja, bjørne og honning passer faktisk sammen, griner han og forklarer, at honningen er fra parkens egne bier.

Han forklarer, at den ældste bjørn har rykket sig "helt vildt" de seneste tre uger, og han er overrasket over, hvor tillidsfulde de er med tanke på, hvad de har været vant til.

Bjørnene bruger lang tid på at søge føde, som dyrepasserne har spredt i skovbunden. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Jimmi Patrich Nielsen kaster et blik ind i Bjørneskoven og må knibe sig selv i armen.

- De er ret seje. Det her syn, når man tænker på, hvad de kommer fra, det elsker jeg. De går der og laver det mest naturlige, en bjørn kan gøre: Det er at gå og søge hele dagen lang, siger han.

Faste rutiner

Jane Trolle fortæller, at bjørnene har faste rutiner og adfærdsmønstre.

- Og når de er færdige med at spise, så er det helt sikkert, så lægger de sig ned og sover op ad en træstamme, siger hun.

- Den ene af dem, hun har en tendens til at ligge på ryggen, og så kører hun benene op ad stammen. Jeg har set hende gøre det flere gange, siger Jane Trolle.

To af bjørnene kommer fra den samme farm i Sydkorea og går meget sammen. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Gør sig klar til vinteren

Hun forklarer, at personalet kan mærke på bjørnene, at de ved, at årstiden er ved at skifte. Hun fortæller, at bjørnene signalerer: "Nu skal vi virkelig have noget føde, nu skal vi have noget mad", så de kan få noget sul på kroppen.

- De er monstersultne, og så skal de selvfølgelig have al den mad, de vil have, siger hun og fortæller, at de er blevet "godt runde".

Jane Trolle forventer, at bjørnene går i hi på et tidspunkt i løbet af vinteren.

- Det tror jeg helt sikkert, de gør. Det håber jeg, siger Jane Trolle.