Danmarks Statistik har offentliggjort tal for, hvor meget folkebibliotekerne er blevet brugt i 2025. I Lolland Kommune er der sket en massiv stigning i antallet af bøger og andre materialer, der er udlånt til børn. Foto: LollandBibliotekerne
Eksplosiv stigning i udlån til børn: - Et eksempel at følge for andre kommuner
LollandBibliotekerne har sat spotlys på de yngste borgere i kommunen for at få flere af dem til at bruge biblioteket. Strategien lader til at lykkes.
Måske forestillingen om ”iPad-børn” snart kan lægges i graven. I Lolland
Kommune er det på bare ét år lykkedes bibliotekerne at øge antallet af udlån til de yngste
børn markant.
Flere små børn låner bøger i Lolland
LollandBibliotekerne løftede udlån til 0-9-årige med 38 procent.
I Nakskov gør leg og bøger biblioteket mere attraktivt for børnefamilier.
Fra 2024 til 2025 steg antallet af udlån i aldersgruppen 0-9 år med
38 procent, så børnene i gennemsnit låner cirka fire bøger om året: Mere end landsgennemsnittet på cirka tre bøger årligt, ifølge tal fra Danmarks Statistik.
Det er højst overraskende, mener forsker Simon Skov Fougt,
som beskæftiger sig med børns læsning. Mens udlån i aldersgruppen også på
landsplan går frem, er den udvikling ikke givet for Lolland
Kommune.
Det strider nærmest mod al forventning.
Legerum bliver læringsrum
Annonce
LollandBibliotekerne har gennem 2025 arbejdet målrettet for at øge læselysten blandt kommunens yngste. Man har forsøgt at "sænke tærsklen" for idéen om, hvad et bibliotek er, og fokuseret på at gøre det sjovere og mindre støvet at tage på biblioteket, siger biblioteksleder Charlotte Greve.
- Der er jo mange, der oplever biblioteket som et sted, hvor der er rigtig mange bøger, og hvis man ikke er vant til at læse, så kan det godt være et sted, der føles lidt fremmed for en. Så det, at vi gør meget ud af at kombinere læsning og leg, det gør, at der er flere, der synes, at det kunne være sjovt at tage på biblioteket og også tage en bog med hjem til deres børn, siger hun.
Går man ind på biblioteket i Nakskov, møder man et rum, hvor børnene kan boltre sig med legetøj - eller sætte sig til rette i et pudehjørne med en god bog. Hidtil har LollandBibliotekerne givet bøger til de 4-6 måneder gamle børn gennem sundhedsplejen og igen, når børnene fylder to år.
Det læser børnene
De mest udlånte bøger til børn mellem 0-9 år er:
Jas & Mika af Sofie Boysen
Eddie-bøgerne af Thomas Brunstrøm
Sallys far af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen
Hundemand af Dav Pilkey
Naja Münster af Line Kyed Knudsen
Fra 2026 intensiveres arbejdet med at nå ud til de yngste gennem projektet 'Børnenes Bog og Biblioteket'. Projektet frembringer blandt andet biblioteksmaskotten Lolle og en gratis bog til børn i indskolingen.
En anden verden
Socioøkonomiske tal såsom ledighed, demografi og hjemmets ressourcer har betydning for børnenes læselyst.
Her slår Lolland Kommune negativt ud i flere statistikker. Andelen af ledige har historisk været højere end landsgennemsnittet, men er dog i slutningen af 2025 faldet.
Kommunen har også en høj andel førtidspensionister og store omkostninger til forsørgelse per borger, som begge ligger langt over landsgennemsnittet. I 2025 brugte Lolland Kommune cirka tre gange så meget på offentlig forsørgelse per borger som Rudersdal Kommune.
Simon Skov Fougt, der er forsker ved Danmarks institut for
Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, og national forskningsleder på
den internationale læseundersøgelse PILRS (Progress in International Reading
Literacy Study) i 4. klasse, har netop i Rudersdal Kommune undersøgt alle
folkeskolelevers læselyst fra 0.-9. klasse i kommunen.
Undersøgelsen viser blandt andet, at der er en signifikant sammenhæng mellem læsning i hjemmet og elevernes læseglæde, både når det gælder, hvor meget forældrene læser, og hvor stor læseglæde de har - og endda hvor stor bogreolen i hjemmet er - hele vejen op gennem skolesystemet.
Annonce
- Jeg ved ikke, hvordan jeg får formuleret det her, uden at det kommer til at lyde nedladende, men det er jo ekstra godt i Lolland Kommune, fordi der er det opland, der nu engang er der, siger Simon Skov Fougt.
Fakta: Børn og læsning
Når man måler børns læselyst og -kompetencer, bruges 4.-klasseelever oftest som udgangspunkt, blandt andet i den internationale læseundersøgelser PIRLS.
De seneste tal fra 2021 viser, at danske elever læser mindre hyppigt, og at deres læsekompetencer er ringere.
Faldet hænger primært sammen med, at der er kommet flere svage læsere. Afstanden mellem de svageste og de stærkeste læsere er desuden blevet større.
Der er direkte sammenhæng mellem børnenes læsekompetencer og -glæde og forældrenes uddannelsesgrad og job, fortæller han. Det til trods ligger Lolland Kommune nu højt, hvad angår udlån til børnene. Dermed har bibliotekerne gjort et eller andet helt rigtigt, mener han, der kalder det "et eksempel at følge for andre kommuner".
Forskningen taler da også for, at bibliotekernes strategi, der går ud på først og fremmest at gøre biblioteket sjovt for børnene, har noget på sig.
- Det er jo noget med at vænne børnene til en tanke om, at her er der er et bibliotek, og hvad kan man så lave dér. Der er bøger, der er højtlæsning og hvad der ellers kan være. Alt det, der sker i førskolen, har simpelthen betydning hele vejen op igennem skolesystemet, siger Simon Skov Fougt.
Forældrene med på vognen
Mens børnene ligger over landsgennemsnittet, ligger forældrene - både de 20-29-årige og 30-39-årige - under. Førstnævnte lånte gennemsnitligt én bog per person i hele 2025 mod 1,75 på landsplan. Sidstnævnte lånte i gennemsnit godt fem bøger, cirka fire bøger færre end på landsplan.
Forældrene låner altså færre bøger end deres børn, og Charlotte Greve afviser heller ikke, at der fremover også skal sættes fokus på, hvordan man får dem til at låne flere bøger.
Men i 2026-29, mens projekt 'Børnenes Bog og Biblioteket' kører, er børnene endnu i centrum for bibliotekets indsats.
- Vi vil gerne have endnu flere til at bruge biblioteket. Jeg er rigtig glad for, at der er så mange af de 0-9-årige, der bruger biblioteket. Men vi vil også gerne, at der er flere af de lidt ældre, der bruger os. Det ser rigtig fint ud i år, men vi vil gerne have, at det bliver bedre endnu, siger Charlotte Greve.
I Stubbekøbing åbnede biblioteket officielt på en ny adresse 17. januar 2026. Få en rundvisning af de nye lokaler i videoen herunder.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Bragede sammen i krydset: 17-årig pige overså hestetransporter
NFH gav håndboldlektion af rang: - En verden til forskel
I dag åbner museum sin dyreste oplevelse
Skanlux-chef efter strakspåbud: - Lidt ligesom i en børnehave
Strakspåbud til Skanlux: Stillads kunne vælte
Mest læste artikler
Søllested bio truet af lukning i lolland kommune
Trafikuheld på Lolland: Personbil og hestetransporter bragede sammen
Lukker for vandet i nat
René Christensen skal være far
Ovn kortsluttede: Lejlighedsbrand sent tirsdag aften