Den kun 19-årige Anes Halilovic (S) er stormet ind i Lollands politik.
Han træder ind i det næste byråd med et solidt mandat for Socialdemokratiet, hvor han fik næstflest stemmer, kun overgået af Holger Schou Rasmussen, og så sænker han aldersgennemsnittet gevaldigt.
- Jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet og snakke med en masse borgere i forhold til, hvad der rører sig i kommunen, siger Anes Halilovic.
Når den unge socialdemokrat sætter sig til sit første byrådsmøde, vil nogen nok tænke "er han ikke alt for ung?". Men Anes Halilovic (S) har af flere omgange bevist, at alder ikke betyder noget, så længe man har engagement og brænder for sit lokalområde.
Aktive unge gennem foreningslivet
Annonce
Allerede i folkeskoletiden gjorde Anes Halilovic sig bemærket som elevrådsformand, hvor han til arrangementer allerede dengang stod skuldre mod skuldre med borgmesteren.
Den unge Anes Halilovic er klar til at sænke aldersgennemsnittet i byrådet. Foto: Ingrid Riis
Foreningslivet og ungeinddragelse er to ting Anes Halilovic har fokuseret ekstra meget på gennem valgkampen. Det flugter også med den unge stemmeslugers hverdag.
Som 16-årig gik Anes Halilovic sammen med et hold venner om at lave deres egen basketballklub, Nakskov 49'ers, som den unge socialdemokrat er formand for. Udover at tiltrække flere unge til klubben, bruger Anes Halilovic klubben som springbræt til at engagere flere unge i foreningslivet.
- Vi skal finde ud af, hvor grænserne går, hvordan vi holder fast i dynamikken, og hvor de unge kan hjælpe. Vi er den nye generation, og vi lever i en ny tid, så vi skal også se på, hvordan vi kan udfolde frivilligheden på andre måder end den klassiske, sagde Anes Halilovic til Folketidende, efter basketballklubben fik tildelt over en halv million kroner i støtte af Nordea-fonden.
Prisvindende engagement
For blot et halvt år siden satte Anes Halilovic sammen med et hold venner et nyt projekt i søen. Frivilligfællesskab Lolland, der skal inddrage flere unge i den administrative del af foreningslivet og samtidigt hjælpe unge ind i foreninger, hertil har Spar Nord Fonden lovet at støtte de næste to år.
Og engagementet for Lollands foreningsliv er ikke gået ubemærket hen. I år vandt Anes Halilovic Sportsråd Lollands frivilligpris 2024.
- Tusind tak for anerkendelsen, det er mig en ære at bidrage til vores fantastiske foreningsliv på Lolland, skriver Anes Halilovic på Facebook.
Stort ansvar
Nu træder basketspilleren ind i en ny rolle, nemlig som næstformand for Borgerinddragelsesudvalget, hvor han kommer til at arbejde sammen med den unge spids for Socialistisk Folkeparti, Cecilie Louise Stabell. Det bliver de to unge politikeres opgave at finde et system, der bygger bro mellem byrådet og borgerne - især de unge, som i hobetal forlader Lolland.
Annonce
Udover sin post som næstformand bliver han også formand for Børn- og Ungeudvalget, som er et underudvalg, men en rolle, der kan gå hen og blive vigtig, hvis han formår at gribe chancen.
Anes Halilovic får uden tvivl nok at se til, men det er hans mulighed for at gøre Lolland til et bedre sted at bo, ikke kun for de borgere, der allerede bor her, men også for de unge, der er rejst væk. Selv har han ingen planer om at forlade hverken basketball eller Lolland.
- Jeg har hele tiden sagt, at så længe jeg bor på Lolland, så består Nakskov 49'ers, og jeg har tænkt mig at blive her altid, siger Anes Halilovic.
Til klubbens første træningskampe sad Anes Halilovic og passede dommerbordet sammen med bestyrelsesmedlem Nait Vragoli. Arkivfoto: Rikke Folm Berg