Glæden var stor, da formand Anes Halilovic fra Nakskov 49'ers tirsdag blev kontaktet af Nordea-fonden. Den fremadstormende basketklub fra Vestlolland havde scoret et kæmpe beløb fra fonden, og kan til næste år skabe helt nye rammer for sporten i det fri.
Formanden sad i bilen på vej mod Odense, da han blev ringet op, og straks lod han resten af det glade budskab gå ud til den øvrige bestyrelse. Heldigvis var der allerede onsdag bestyrelsesmøde, hvor de unge basket-entusiaster kunne fejre succesen.
Klubben havde søgt pengene gennem Nordea-fondens "Ung puls"-pulje, hvor foreninger med unge medlemmer eller brugere kunne søge op til en million kroner.
- Da vi læste om puljen, tænkte vi, at det var noget for os. Hele vores bestyrelse består nemlig udelukkende af unge på under 20 år, fortæller Anes Halilovic.
Begynder med Multiparken
Annonce
Basketklubben fra Nakskov er end ikke tre år gammel endnu, men den har været i en rivende udvikling. Godt hjulpet på vej af nogle unge, initiativrige medlemmer, der gerne vil skabe rammerne for et ungdomsliv på Lolland med fuld fart på.
Banen kræver en ordentlig renovering for at blive god, men med støtte fra Nordea-fonden biver det nu muligt. Foto: Privatfoto
Fra Nordea-fonden har den unge klub fået 518.750 kroner, der primært skal bruges på at skabe et nyt udendørsområde for basketsporten.
- Der er flere steder i Nakskov, hvor vi gerne vil gøre noget ved nogle udendørsområder, men vi begynder med Nakskov Multipark ved Lidl. Vi vil gerne restaurere og genopbygge nogle af de områder, som havde en god tid for år tilbage, men som bare er i forfald nu, forklarer Anes Halilovic.
Rundt i hele kommunen er der flere steder, hvor der er kurve til basketball udendørs, men fælles for dem alle er, at det er mere til leg end til seriøse kampe. Det vil Nakskov 49'ers gerne ændre med baggrund i Ung Puls-puljen.
Plads til officielle kampe
Det har de fået penge til
Projektet vil opgradere en udendørs basketballbane med tilhørende opholdsområde i Nakskov Multipark for at skabe et attraktivt og frit tilgængeligt mødested, hvor børn og unge kan dyrke idræt og socialisere.
Gennem samarbejde med skoler, gymnasium, sfoer og ungdomsskolen vil ansøger arrangere aktiviteter, der skaber liv, heriblandt en årlig sommer streetfestival, der vil samle flere lokale klubber og foreninger.
Unge har været inddraget i udvikling af projektet.
Der anvendes miljøvenlige og holdbare materialer samt etableres affaldssortering på stedet.
Banens placering tæt på skoler, SFO’er og offentlig transport gør den tilgængelig til fods, på cykel eller via offentlig transport.
Sociale aktiviteter som åbne træninger, streetfestivaler og skolepartnerskaber sikrer, at brugere på tværs af alder, køn og kultur kan deltage.
Kilde: Nordea-fonden
Med udgangspunkt i en allerede eksisterende bane, vil der blive opbygget en ny basketballbane, som har en størrelse, så der kan spilles officielle kampe.
- Vi vil gerne have nogle store, officielle kampe på banen, men det kræver de rette faciliteter. Sådanne udendørsbaner finder du mange steder i København, men på Lolland er der kun skolegårds-basket, siger den unge formand, der sammen med bestyrelsen har fået udarbejdet en plan for det nye område. Det er sket i samarbejde med flere partnere og arkitekter.
Der bliver tale om en bane med tre kurve, og et moderne underlag, der er skabt til at kunne klare sporten. Alt sammen udviklet, så det kan holde i mindst ti år, og gerne længere. I bestyrelsen vil de unge medlemmer nemlig gerne have lange aftaler, så de unge har steder at gå hen - både nu og i fremtiden.
Vil blive på Lolland
Meget er sket siden en lille gruppe unge basket-knægte dannede Nakskov 49'ers for mindre end tre år siden. Arkivfoto: Marianne Knudsen
En af landsdelens udfordringer er, at mange unge søger bort, når nye uddannelser venter i større byer. Det er Anes Halilovic bevidst om, og det har man allerede talt om i bestyrelsen.
Annonce
- Jeg er begyndt på at læse til lærer i Vordingborg, og jeg bor stadigvæk på Lolland. Jeg har hele tiden sagt, at så længe jeg bor på Lolland, så består Nakskov 49'ers, og jeg har tænkt mig at blive her altid.
Samtidig har klubben allerede fat i de helt unge teenagemedlemmer, så nye kan træde ind, hvis andre i bestyrelsen må søge mod de større byer. For basketklubben ønsker at det er unge, som står for driften af den.
Unge vil gerne være frivillige
Anes Halilovic mener, at det er vigtigt, at de unge tager del i fritidslivet, og fornemmer også en stor interesse blandt sine jævnaldrende. Men han mener også, at der er behov for at gøre op med tidligere tiders kassetænkninger.
- Vi skal finde ud af, hvor grænserne går, hvordan vi holder fast i dynamikken, og hvor de unge kan hjælpe. Vi er den nye generation, og vi lever i en ny tid, så vi skal også se på, hvordan vi kan udfolde frivilligheden på andre måder end den klassiske.
Anlægget af den nye bane begynder til foråret, og det er tanken at den skal indvies med en stor streetfestival til sommer, hvor streetkulturen fejres med både sport og dj.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu