Nu kommer der mere information om prisændringerne på færgefarten. Arkivfoto: David Arnholm, Anders Knudsen og Nicklas Linnemann. Grafik: Nicklas Linnemann
Folketidende Erfarer: De skal betale mere for færgen!
Prisen stiger for nogle og falder for andre - nu kan Folketidende afsløre, hvem der skal betale mere for en billet til øerne, og hvem der skal betale mindre.
Siden foråret har Lolland Kommune lagt op til prisændringer for færgefarten i Lolland Kommune til Askø, Femø og Fejø.
Dengang kunne Folketidende fortælle, at flere brugere kunne se frem til prisstigninger på over 100 procent. De tal har ændret sig siden.
Nu erfarer Folketidende, at det bliver dyrere for turister, sommerhusejere og erhverv på de tre øer, mens øboerne står til at få den laveste stigning og for enkelte øboere bliver det sågar billigere.
Fejøfærgens gæster kommer alle til at betale mere efter prisændringerne. Arkivfoto: Anders Knudsen
- Selvfølgelig kommer der en prisstigning, men der er faktisk også nogen, der kommer til at betale lidt mindre på grund af solidaritets-princippet, siger Per Kim Nielsen (SF), som er medlem af Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Men præcis, hvordan prismodellen kommer til at se ud er ikke til at sige endnu.
Annonce
Lukker i
Mandag 1. september mødtes udvalget for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget for at beslutte sig for, hvilken prismodel, der skal implementeres. Valget stod mellem to modeller, den ene ville differentiere prisen afhængig af afstanden til øerne, mens model to ville gøre prisen lige for alle tre øer.
I dag, tirsdag 2. september, er der endnu intet referat fra udvalgsmødet, som ellers altid ligger klar kort efter mødet. Derfor har det ikke været muligt at vide, hvilken model politikerne har valgt.
- Jeg kan svare på udvalgets vegne, siger Thomas Knudsen, fungerende direktør for klima, teknik og miljø i Lolland Kommune og siddende kommunaldirektør.
Endelig er der hul igennem.
Erhvervsdrivende på Askø og Lilleø ser ind i en større stigning end øboerne. Arkivfoto: Anders Knudsen
Og nu løfter Thomas Knudsen sløret en smule.
- Det bliver en model tre, som er forskellig fra de to, som ligger i bilagene [til udvalgsmødet red.], siger han til Folketidende.
I får det at vide i morgen
Politikerne har valgt en tredje model, der ikke har været diskuteret tidligere, eller ligger tilgængelig for offentligheden. Grunden til det er kompliceret, mener kommunaldirektøren.
- Det er et omfattende materiale, derfor har vi sat dagen i dag af til at kvalitetssikre beslutningen, og det underliggende takstblad. Derfor sender vi protokollen til Økontaktudvalget og pressemeddelelse ud i morgen formiddag, når vi er sikre på, at det er kvalitetssikret, siger Thomas Knudsen.
Annonce
For at sikre sig, at tallene er i orden, udskyder kommunen og udvalget at sende modellen ud til offentligheden. Men lidt mere info er det lykkedes Folketidende at snuse sig frem til.
- Den bygger på solidaritet mellem øerne, og at øboerne skal have de mindste prisstigninger. Derimod skal erhverv og især sommerhusejere få større stigning. Den minder meget om 2'eren, siger Per Kim Nielsen (SF), som er medlem af udvalget.
Ved at gøre priserne ens på de tre øer, kommer færgefarten også til at kigge ind i en simplificering af taksterne, hvor der lige nu er flere end 120 forskellige kategorier, og man skal selv lægge et oliegebyr oven i prisen. I fremtiden kommer der til at være omkring 15, hvor oliegebyret allerede er indregnet.
Turister og sommerhusejere skal betale mere for at komme over til øerne, end øboere skal betale. Arkivfoto: Jan Knudsen
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu