Forfatter: Lolland har noget specielt, som man ikke kan finde tilsvarende i USA

Om mindre end tre måneder er det færdigt. Her vil den sidste sten blive afsløret, og 20 års arbejde er slut. Dodekalitten vil være komplet.

Jon Krabbe var den første formand for Fonden Dodekalitten, en rolle han havde frem til udgangen af 2019. Nu debuterer den 89-årige tidligere godsejer, kammerherre og hofjægermester som forfatter, og bogen handler selvfølgelig om det store lollandske kunstværk. 

Et værk, som han taler passioneret om, og som tydeligvis betyder meget for ham. Det kan noget specielt. Noget magisk.

Læs også

For første gang nogensinde: Ternet Ninja 3 vist frem i spektakulær kulisse

- Magisk er det rette ord i denne sammenhæng. Når du står ved Dodekalitten, er det den samme fornemmelse, som når du står ved Stonehenge i England, forklarer han.

Magiske minder med Minds of 99

Efter at have fulgt kunstprojektet tæt i 20 år er der momenter, som står tydeligt frem. Ikke mindst den aften i 2019, hvor det danske rockband "The Minds of 99" indtog pladsen ved de store stenstøtter. Over 6.000 publikummer dukkede op, sommeraftenen var varm, og øjeblikket skrev sig ind i den lollandske kulturhistorie. Der blev føjet endnu et strejf af magi til stedet.

Når Jon Krabbe taler om Dodekalitten, er det ofte med henvisning til andre store kunstværker ude i verden. Igen og igen falder talen på Stonehenge, som nok ikke på samme måde var tænkt som kunst, da det blev skabt, men som på mange måder minder om det lollandske værk.

- Begge rejser sig på flade græsmarker, og der er en særlig energi, når du besøger de steder.

Stenudhugninger mangler magien

Selv har han været mange steder og oplevet mange forskellige værker og projekter, som han føler spiller godt sammen med Dodekalitten. Det gælder eksempelvis Vigelandsparken i Oslo, der består af over 200 skulpturer skabt af kunstneren Gustav Vigeland. Han ville også gerne have besøgt Påskeøen, som oftest bringes op, når samtalen falder på Dodekalitten, men det er aldrig lykkedes. Den rejse er dyr.

Til gengæld har han besøgt USA, og her har han ledt meget efter den type store monumentale værker. Dem som sætter sig dybt i beskueren.

- De har nogle mindesmærker, og nogle store, flotte stenudhugninger. Men jeg har aldrig set nogen, der har den magi, som man finder ved eksempelvis Stonehenge og Dodekalitten, forklarer han.

Overvejer oversættelser

Læs også

Et menneskehav så på: Nu er Dodekalitten snart komplet

Kærligheden til det lollandske værk har han, sammen med en ghostwriter, nedfældet i bogen om projektet. Det er de færreste forundt at debutere som forfatter, kort før de fylder 90, og Jon Krabbe siger med et stille smil, at det jo nok også bliver hans eneste udgivelse.

Målet med bogen er at give et indblik i hele processen med at skabe et så stort kunstværk, bestående af både stenstøtter og musik. En kunstinstallation, som kan blive stående i mange generationer, og som fortjener at få fortalt sin historie. Op mod 100.000 gæster besøger årligt Dodekalitten, og mange af dem er turister fra andre steder i verden.

- Derfor er der også en overvejelse om at oversætte bogen til tysk og engelsk. Forlaget har oversætterne klar, men finansieringen er endnu ikke på plads, forklarer Jon Krabbe.

Stolthed og vælde

Han håber, at bogen kan give læserne en større forståelse for hele arbejdet med Dodekalitten og gøre fremtidige besøg mere helstøbte. Nu kan de få hele historien og fortællingerne om tankerne bag. Selv om værket over de seneste 20 år langsomt er vokset frem på Nordlolland, har gæsterne dog allerede taget godt imod det.

- Folk er generelt meget begejstrede, og det har selvfølgelig gjort vores arbejde morsommere at have med at gøre. Det er jo også helt usædvanligt, at der bliver skabt et så stort kunstværk på en bar lollandsk mark, siger han.

Med bogen har han lavet en hyldest til det værk, som selvfølgelig primært er skabt af billedhuggeren Thomas Kadziola og komponisten Wayne Siegel, men som også fuldstændig har stjålet Jon Krabbes hjerte.

Han holder selv af at komme der, og at opleve, hvad Dodekalitten gør ved ham.

- Det giver mig en følelse af stolthed og vælde, når jeg står foran de store stenstøtter, siger han. Det er svært for ham at forklare det på andre måder, men kærligheden til værket kan man fornemme gennem bogen.

Sådan så det ud tilbage i 2024, da en såkaldt supermåne viste sig over Dodekalitten: