Hun drog i krig som 24-årig: - Det var barskt, men jeg fortryder det ikke

- Du vil fortryde det, hvis ikke du tager afsted …

Sådan lød det i telefonen, da Chris i efteråret 2007 ringede til en kammerat for at tale om en mulig udstationering som soldat.

Som 24-årig nyansat konstabel i Hæren var hendes drøm ved at gå i opfyldelse

- Jeg har altid været lidt af en adrenalinjunkie og søgt grænser - og drømt om en mission som udsendt soldat. I sommeren 2007 færdiggjorde jeg min uddannelse som cheftræner inden for svømning og henvendte mig til Forsvaret med henblik på en udstationering til Kosovo, fortæller den i dag 42-årige tidligere kvindelige konstabel bosat på Lolland.

Hun vil gerne fortælle om sin tid i Forsvaret, men ønsker kun at stå frem med sit militære kaldenavn ”Chris” - hendes fulde identitet er Folketidende bekendt.

- Det blev så ikke Kosovo dengang, men jeg fik at vide, at der var en plads på næste hold til missionen i Helmandprovinsen i Afghanistan. Det var jo noget lidt andet, så jeg ringede og snakkede med en kammerat, der havde været udsendt til Bosnien. Og han var ikke i tvivl. Tag afsted ellers vil du fortryde det, sagde han. Og det motiverede mig til at holde fast i mine drømme, fortæller Chris i dag.

Første udsendte soldat

Hun er oprindeligt fra Solrød og den første udsendte soldat i familien. Og i oktober 2007 meldte hun sig til ved Gardehusarregimentet i Slagelse og fire måneders forberedelse til den kommende mission i den urohærgede provins i det sydlige Afghanistan.

- Vi fløj derned i februar 2008 og blev sendt ud til de fremskudte baser i den grønne zone langs Helmandfloden. Her var vi med til at opbygge Armadillolejren, der senere er blevet kendt herhjemme. Selv opholdt vi os mest i den nærliggende lejr ved navn Sandford. Det var en hård tid, både fysisk og psykisk. Vi var kun tre kvinder i delingen, og det betød, at vi gik mange patruljer, fordi der altid skulle være en kvinde med ude i tilfælde af at afghanske kvinder eller børn skulle visiteres, lyder det fra Chris om de barske måneder.

Stort pres

Så presset var stort - såvel udefra, hvor Taliban konstant angreb de danske enheder, men også indefra blandt de danske soldater.

- Jeg oplevede det interne miljø, blandt det der skulle være kammerater, som hårdt og med en rå tone. Det var barskt at være i, og jeg ville gerne have været klædt bedre på til at håndtere den omgangstone. 

- Jeg forlod militæret lige efter endt mission. Det var en hård tid. Ingen samlede mig op, og jeg skulle selv kontakte en psykolog. Efterfølgende arbejdede jeg som pædagogmedhjælper og havde at gøre med autister og udviklingshæmmede, der var fysisk udadreagerende. 

Læs også

Veteran hædret med billet: - Jeg følte mig helt beæret

- Det knækkede mig til sidst, og jeg fik depression og angst. Efterfølgende var jeg syg nogle år. Jeg har også kørt en arbejdsskadesag, men har lukket det ned igen. Jeg havde simpelthen ikke overskud til at fortsætte det forløb, fortæller Chris.

Fortryder ikke

Hun flyttede til Lolland i 2020, da hun mødte sin nuværende mand. I dag er hun mor til en datter og i fleksjob. Hverdagen fungerer, men oplevelserne fra Afghanistan sidder stadig i hende.

- Det var barskt, men jeg ville ikke bytte det for noget. I den forstand fortryder jeg ikke min udstationering, siger Chris.