Lolland

Par på blå sofa holder et ungarsk flag i en lys stue
Réka Horváth og István Kürtösi kan endelig finde det ungarske flag frem, og det er pillet ned fra vinduet til ære for fotografen. Foto: Palle Nevad Frandsen

I dag er Réka og István stolte over at være ungarere

Réka Horváth og István Kürtösi har for første gang, siden de kom til Danmark, fundet deres nationalflag frem.

Offentliggjort Sidst opdateret

De turde ikke rigtigt tro på det. I dagene op til det ungarske valg frygtede Réka Horváth og István Kürtösi, at Viktor Orbán fandt på undskyldninger for at sabotere det hele. Måske endda aflyse det. Men det gjorde han ikke.

I morges sagde jeg for første gang til min mand, at vi en dag måske kan vende hjem til Ungarn.

Réka Horváth

Søndag aften brød jublen ud i deres hjem på Søndre Boulevard i Maribo. For første gang i de fire år, som parret har boet i Danmark, kom det ungarske flag frem. For første gang føler de sig frie.

- Vi havde besøg af en ungarsk ven, og omkring klokken 21 vidste vi, at vi havde vundet valget. Så kunne vi fejre det sammen, fortæller Réka Horváth.

En time i kø for at stemme

Tidligere på dagen havde de været i København for at afgive deres stemme til valget. Oplevelsen var noget helt særligt, for aldrig tidligere har de oplevet deres landsmænd stimle sammen på den måde.

Lang kø af mennesker på fortov ved vej med nøgne træer i baggrunden
Køen for at afgive stemme ved det ungarske valg var mange meter land. Foto: Réka Horváth

Det tog mere end en time i kø, før ægteparret kunne afgive deres stemme. To kryds af mange, der var med til at gøre dagen historisk.

- For første gang nogensinde føler jeg mig stolt over at være ungarer. Dagen i dag har været fantastisk, og jeg har begejstret fulgt med i, hvad der er sket i Budapest og andre steder, siger Réka Horváth, da Folketidende møder parret mandag aften.

Have mistet håbet

Da ægteparret for fire år siden forlod Ungarn, var det for at komme væk fra et dystopisk styre. Et land, som var drevet ind i en dødsspiral af korruption og embedsmisbrug.

Det var ikke et land, som de ønskede, at deres børn skulle vokse op i.

- Jeg havde fuldstændig mistet håbet for Ungarns fremtid. Jeg troede ikke, at vi kunne komme af med Orbán og hans regering. Gennem årene i Danmark har jeg skammet mig, hver gang jeg skulle fortælle, at jeg kom fra Ungarn.

Måske vender de hjem

Selv om regnen vælter utilgiveligt ned over Maribo, og mørket har sneget sig ind i stuen, hvor Réka Horváth har sin hjemmearbejdsplads, så har følelsen af et frit forår og en lysere fremtid grebet hendes hjerte.

Tæt pakket ankomsthal med mange ventende passagerer og familier
Indenfor slangede køen sig langsomt fremad, men stemningen var god, og Viktor Orbáns regering havde ikke sendt nogle til Danmark for at holde øje med valghandlingen. Foto: Réka Horváth

- I morges sagde jeg for første gang til min mand, at vi en dag måske kan vende hjem til Ungarn.

Kufferterne bliver dog ikke pakket endnu. Børnene går på Lolland International School, ægteparret er faldet godt til - selv om dansk er et svært sprog - og nu skal landets nye premierminister, Péter Magyar, have tid til at rydde op efter de mange år med Viktor Orbán. Måske, når børnene skal på universitetet, er det tid til at overveje, om fremtiden skal være dansk eller ungarsk.

Tror på ungdommen

I Danmark tales der meget om valget som et fravalg af Viktor Orbán, og knap så meget et valg af Péter Magyar. Sådan ser ægteparret det dog ikke. 

Den 45-årige advokat, der for to år siden forlod Orbáns Fidesz-parti og tilsluttede sig det mere midtersøgende parti Tisza, har fået et godt tag i især landets unge. Han har rejst rundt mellem landets byer, hvor han ofte har besøgt syv til ni byer om dagen for at møde landets vælgere. Arbejdet bar frugt.

Fem punkter om Péter Magyar

  • Péter Magyar er leder af partiet Tisza, som er et centrum-højre-parti.
  • Han blev medlem af Viktor Orbáns parti, Fidesz, i 2002, men forlod det i 2024 i protest mod en korruptionsskandale. Samme år blev han leder af Tisza.
  • Siden 2024 har han været medlem af Europa-Parlamentet.
  • Politisk er Péter Magyars ståsted nationalt og konservativt. Han har blandt andet lovet at være endnu strengere mod immigranter end Orbán.
  • Magyars forhold til EU er dog mindre konfrontatorisk end Orbáns. Flere europæiske ledere håber derfor på, at Magyar vil droppe Orbáns blokade af støtte til Ukraine.

Kilde: Danmarks Nationalleksikon.

Tisza lavede en jordskredssejr, hvor de har et så stort flertal, at de kan ændre landets forfatning. Noget som Réka Horváth og István Kürtösi mener er nødvendigt, når der skal rydde på efter Orbáns regime.

- Jeg tror på den unge generation. Det er dem, som vi ser støtte Péter Magyar. De kommer uden en politisk fortid, er ikke knyttet til bestemte politiske grupperinger, men kan se, at det er nødvendigt at gøre en forskel. At tage ansvar for fremtiden, siger István Kürtösi.

En sejr for Europa

Parret håber, at den nye premierminister vil bruge magten til at få genindført de demokratiske institutioner. Magten skal tilbage til folket, og uddannelsessystemet skal rettes op, sundhedssektoren skal igen være veldrevet, og retssystemet skal være velfungerende. Alle tre steder har lidt under Viktor Orbáns regeringsperiode.

Men endnu vigtigere er det, at Ungarn finder tilbage til Europa, mener ægteparret. Orbán har skadet landets ry og omdømme, og havde han vundet søndagens valg, forudser de, at det ville have haft alvorlige konsekvenser for det europæiske samarbejde - måske ville Ungarn helt havde forladt EU.

Lige nu er det dog ikke bekymringerne, der tynger parret i Maribo. Det er glæden, følelsen af en nyvunden frihed for hele deres land samt troen og håbet på en lysere fremtid for Ungarn.