Lolland

Dyrepasser i uniform peger langs ny indhegnet sti i safaripark.
Gennem store ruder kan man kigge ind i anlægget, fortæller Jane Trolle. Foto: Palle Nevad Frandsen

Knuthenborg lukker bilerne ude

I fremtiden skal man ud og gå, hvis man vil helt tæt på en af parkens populære dyr.

Offentliggjort

Du får brugt dine sanser på en helt anden måde, fordi du langt bedre kan høre ulvene og dufte dem.

Jane Trolle

Efter 16 år kommer gæsterne i Knuthenborg Safaripark til at møde et af parkens meget populære dyr på en helt ny måde.

Når porten slås op til en helt ny sæson på lørdag, er det nemlig slut med at tage bilen for at komme helt tæt på flokken af arktiske ulve, der altid trækker et stort publikum.

Tæt ved anlægget er der anlagt en helt ny parkeringsplads, og herfra går det til fods til en helt ny 70 meter lang sti, der tager gæsterne ind i ulveanlægget. 700 jernrør er sat op, så der skabes indblik til ulvene, og for enden er der tre store ruder, hvor gæsterne kan få fornemmelsen af at stå midt inde blandt ulvene.

- Ved at bruge stien kan man komme helt tæt på ulvene på en anden måde end tidligere. Du kommer som gæst ud i naturen og oplever dyrene i deres element, og du kan bedre høre dem hyle, fortæller ejer og direktør i Knuthenborg Safaripark, Christoffer Knuth.

Arktisk ulv står bag trådhegn, set gennem lodrette metalstænger i et skovlignende anlæg.
En arktisk ulv ses gennem hegn langs den nye Ulvesti i Knuthenborg Safaripark, hvor gæster nu oplever dyrene til fods. Trådehegnet vil være væk, npr parken åbner på lørdag. Foto: Palle Nevad Frandsen

Fremtidssikre anlægget

Den nye oplevelse er inspireret af gangbroen ved tigerne, hvor kørsel inde i Tigerskoven blev byttet ud med trætopsvandring for fem år siden. Ikke alle gæster var i begyndelsen glade for det tiltag, men i dag oplever medarbejderne i safariparken, at de besøgende sætter pris på vandringen.

- Det er ikke fordi, at der er noget galt i at køre inde i et anlæg, men jeg tror, at der er mere fremtid i at skabe oplevelser som Ulvestien, siger Christoffer Knuth.

For Jane Trolle, der er chef for dyrepasserne i den lollandske attraktion, er den nye sti et kæmpe hit. Hun mener, at den åbner for en helt anden oplevelse af ulvene.

- Du får brugt dine sanser på en helt anden måde, fordi du langt bedre kan høre ulvene og dufte dem. Samtidig giver det også en anden fornemmelse af, hvem der ser på hvem? Er det os, der står og kigger på ulvene, eller er det ulvene, som kigger på os.

På ulvenes præmisser

Selvfølgelig vil man som besøgende i Knuthenborg Safaripark kunne opleve, at de arktiske ulve gemmer sig i en anden del af anlægget. Men så må man vende tilbage senere på dagen og håbe på, at de er kommet tættere på stien.

- På denne måde giver vi plads til, at det hele sker på ulvenes præmisser. Hvis de ikke har lyst til at blive set, så kan de bedre gemme sig nu, end de har haft mulighed for tidligere, forklarer Jane Trolle.

Vil man som gæst være rimeligt sikker på at se ulvene tæt på stien, skal man lægge sit besøg på de dage, hvor der er fordring af dyrene.

Knuthenborg Safaripark mangler torsdag den sidste finish af området omkring Ulvestien, men det hele vil stå klart til, at parken åbner på lørdag.

Håber på nye ulve i løbet af foråret

Knuthenborg Safaripark fik de første arkitiske ulve i 2010. Men efter 16 år er hele flokken blevet byttet ud. Parkens første tæve fik 10 kuld unger.

I øjeblikket har safariparken otte ulve, og det er fortventet, at tæven er drægtig. Hvis det er rigtigt, vil der i løbet af foråret komme mellem syv og til nye hvalpe. Dem kommer man dog først til at kunne opleve i den tidlige sommer, da hvalpene vil være i hulen sammen med deres mor i omkring fire uger.

De arkitiske ulve er ikke så sky som de europæiske ulve, da de ikke har været jaget på samme måde gennem historien.

En ulveflok består normalt af tre til otte ulve, og de kan holde en jævn hastighed på otte kilomter i timen, og på den måde tilbagelægge op til 60 kilometer om dagen. Under jagt kan de nå op på 70 kilometer i timen.

Lugtesansen er særligt god hos ulven. Den er 40 gange bedre end menneskets, og den kan følge duftspor på op til tre kilometers afstand.