Thomas Knudsen mener ikke, at samtalen om magtfordelingen skal foregå i Folketidende. Arkivfoto: Claus Hansen
Kritiseret kommunaldirektør: - Jeg gider faktisk ikke at have den samtale
Flere kommunalpolitikere på Lolland udtrykker bekymring over administrationens indflydelse på politiske beslutninger.
Kommunaldirektør Thomas Knudsen understreger, at dialogen om magtfordelingen bør foregå internt mellem byrådet og administrationen og ikke gennem Folketidende.
En lang række tidligere og nuværende kommunalpolitikere sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt det virkelig er dem, der har magten i Lolland Kommune.
Der er en bred oplevelse af, at administrationen fylder meget, og ofte for meget. Nogle gange opleves det, at forvaltningen laver politik, selvom den er til for at servicere politikerne.
Jeg har talt med en lang række politikere, og flere af dem fremhæver, at du virker magtfuldkommen. Hvad er din reaktion på det?
- Jeg kan jo ikke styre, de oplevelser byrådsmedlemmerne har af, hvordan jeg fremstår eller arbejder. Det tænker jeg, at det er en samtale, som jeg med fordel kan have med byrådet og med økonomiudvalget og ikke med Folketidende, siger kommunaldirektør Thomas Knudsen.
Dommerne er byrådet
Annonce
Flere politikere fortæller Folketidende, at de mangler
konsekvensberegninger, alternative forslag og økonomi, når de skal træffe
beslutninger i udvalgene og i byrådet. Hvorfor er det ikke en del af forslagene
fra start?
- Det kan jeg ikke svare på, når det er en overskrift. Det afgørende er, hvad sagen er. Det er jo en generel
betragtning, det er måske også et spørgsmål om forventningsafstemning. Men
igen, det, de ønsker, og de kritikpunkter, som byrådet måtte have i
forhold til mig eller til forvaltningen, tænker jeg, at den
samtale foregår bedst mellem byrådet og mig og forvaltningen. Så jeg
kommer ikke til at kommentere de udsagn i avisen, siger Thomas Knudsen.
Når
der er flere politikere, der har den opfattelse, at de ikke bliver oplyst godt
nok, og skal træffe beslutninger på uoplyst grundlag. Har I som
administration gjort det godt nok?
- Det er jo byrådet, der i sidste ende er dommer for, hvornår vi har gjort det godt. Og det er byrådet, som tager stilling til det, og som stiller de krav og de forventninger, som de synes er rimelige. Så igen, det kan jeg ikke svare på, på det her grundlag, og det svar, jeg måtte give, giver jeg selvfølgelig til byrådet og til økonomiudvalget, til borgmesteren og ikke til dig, siger kommunaldirektøren.
Der er
flere politikere, der føler, at det er administrationen, der former
politikken, og så får de lov til at stemme det igennem. Er det sådan, det fungerer i Lolland Kommune?
- Du kunne læse magtredegørelsen om det brudfelt, der er mellem hvornår administrationen
slutter og hvornår byrådet begynder. Altså mit grundlæggende svar på det, det
er, at byrådet er førstevælger på, hvad de tager sig af, og så tager vi os af
det, som byrådet giver os, eller som de ikke har taget sig af. Så der svarer jeg sådan set det samme. Det er en god samtale at have mellem byrådet og administrationen,
om hvor den rigtige arbejdsdeling er henne. Det tror jeg ikke, der er noget endegyldigt
svar på. Jeg tror som sådan ikke, at byrådet nødvendigvis alle sammen har det
samme billede af det, siger Thomas Knudsen.
De kan ændre balancen
Efter en kort snak om professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensens magtudredning, og at han har været Thomas Knudsens underviser for år tilbage, indskyder kommunaldirektøren en hurtig kommentar.
- Det er en situation, hvor byrådet kan ændre den magtbalance, hvis de
ønsker det, siger han.
Der er
nogen, der spekulerer i, at administrationen bevidst tilbageholder information
for at få forslag igennem lettere. Er det korrekt?
Annonce
- Det er sådan et "Er du holdt op med at slå din kone"-spørgsmål. Nej,
selvfølgelig er det ikke min oplevelse, siger Thomas Knudsen.
Hvordan
har du det med, at nogle politikere har den opfattelse?
- Jeg har ikke nogen kommentar til det. Den kommentar, jeg
har, den tænker jeg, jeg skal give i dialog med byrådet eller de
byrådsmedlemmer, hvis de ønsker at have den samtale. Jeg tager gerne samtalen med dem, men jeg tager ikke samtalen via dig, siger kommunaldirektøren.
Det giver ingen mening
Spørgsmålene om administrationens og byrådets samarbejde ender det samme sted. Med Folketidende som mellemmand, mener Thomas Knudsen ikke, at samtalen overhovedet giver mening.
Han er bevidst om ansvaret, der kommer med at være øverste ansatte i kommunen, men derfor ønsker han også kun at have samtalen med de berørte personer uden Folketidende lytter med.
Men man kunne være så fræk at sige, det er jo borgernes
penge, der betaler din løn.
- Ja. Og det er byrådet, der ansatte mig, siger Thomas Knudsen.
Men
når det alligevel er offentlige penge, der går til det, har borgerne så ikke også
et krav på at få nogle svar omkring det, hvad det er der foregår?
- Nej, ikke af mig. Og ikke under de vilkår for samtalen. Jeg står til ansvar for borgmesteren og for byrådet. Det
er ikke min rolle at gå ud i en samtale med borgerne
om det her. Det er byrådet, der er borgernes repræsentanter, siger kommunaldirektøren.
Annonce
20 år på toppen
Du har
jo siddet som kommunaldirektør i snart 20 år. I stort set alle årene skulle der spares.
Og nu lyder tonerne også, at kommunen måske bliver sat under administration. Har du
forvaltet kommunen godt nok i den tid?
- Det er
jo byrådet, der skal vurdere, om de er tilfredse med min indsats.
Men hvad ville du svare?
- Så vil jeg selvfølgelig sige nej.
Hvorfor?
- Jeg
gider faktisk ikke at have den samtale, det giver ikke mening at have
den, siger Thomas Knudsen.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu