Sport
William Lohse blev matchvinder i Nykøbing-sejren over Solrød. Arkivfoto: Thomas Lærke Jensen
Thomas Lærke Jensen
Lige til øllet: Sene scoringer gav point til lokale Sjællandsserie-hold
Både Nykøbing FC og FC Nakskov scorede i overtiden i deres kampe og hentede henholdsvis tre og et point i Sjællandsserien. De resterende lokale mandskaber løb alle ind i nederlag.
Bolden rullede igen i Sjællandsserien i weekenden, hvor alle fem lokale hold fra Sydhavsøerne var i aktion.
Første lokale kombattant var NFB, der drog til Køge fredag aften. Her skulle nordfalstringerne forsøge at hævne DMI, der tabte knebent til køgenserne i første runde.
Sådan gik det slet ikke.
Selvom Køge havde skiftet flere mand siden DMI-kampen kom de blæsende fra start og levnede ikke gæsterne mange chancer. Efter en pauseføring på 2-0 slog hjemmeholdet de sidste søm i kisten kort inde i anden halvleg, og så blev NFB sendt sydpå med et 0-4-nederlag i bagagen.
Lohse sikrede sejren
De fire andre lokale Sjællandsserie-hold var alle i aktion lørdag.
Først tog Nykøbing FC endnu længere nordpå og mødte Solrød FC. Her kom falstringerne planmæssigt fra start og var foran med 2-0 efter første halvleg. Men så ville værterne også lege med.
NFC lukkede reduceringen ind fem minutter efter pausen. Efter 68 minutter var opgøret for alvor åbnet op, da Solrød fik udlignet til 2-2. Men i sidste ende skinnede solen kraftigst på nykøbinggenserne.
Med sin anden scoring i kampen helt henne i dommerens tillægstid sørgede William Lohse nemlig for, at han og holdkammeraterne kunne skråle "hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Nykøbing af" i omklædningsrummet.
Veteran nettede i nederlag
Samtidig var DMI-spillerne også taget til Sjælland for at møde Slagelse, der blev toer i rækken sidste sæson.
Her fik lollikkerne munden for fuld og kæmpede en brav kamp, men måtte se sig slået 4-1 af sidste års tophold. Bemærkelsesværdigt var det dog, at det var 45-årige Tim Urban Petersen med mere end 600 DMI-kampe under bæltet, der stod for reduceringen kort før slutfløjt.
B. Frem på hælene
Hjemme på JP Air Tech Arena i Sakskøbing fik B. Frem også sin sag for mod Raklev.
Gæsterne satte sig hurtigt på kampen og kom foran efter 13 minutter, men selvom hjemmeholdet var hårdt presset, lykkedes det fire minutter senere Noah Malmskov at udligne på en halvflugter og dermed score B. Frems første mål i sæsonen.
Lige lidt hjalp det i sidste ende. Raklev fortsatte med at dominere og endte med at vinde hele 4-1 i Sakskøbing.
Sen scoring sørgede for point
Lørdag klokken 15.45 blev FC Nakskovs opgør hjemme mod Svebølle fløjtet i gang.
I Nakskovs første kamp var der spænding til det sidste - og det skulle der også blive denne gang.
1-1 stod der på måltavlen ved pauseteen før en anden halvleg, der skulle blive dramatisk til det sidste.
FC Nakskov havde svært ved at få ordentlig fat i kampen, og det så sort ud, da Svebølle kom foran 3-1 efter først en scoring kort efter pausen og en scoring fra pletten i 63. minut.
Vestlollikkerne nægtede dog at give op og satte tryk på. Det udmøntede sig hurtigt i en reducering. Og i dommerens tillægstid kom forløsningen, da Noah Skovgaard med sin anden scoring i kampen sendte bolden i mål til slutresultat 3-3.
Nykøbing FC ligger på en delt førsteplads med seks point, mens FC Nakskov er på femtepladsen med fire point. NFB, DMI og B. Frem indtager rækkens tre nederste pladser og har alle fortsat deres første point til gode.