Det helt store orkester stod bag Keld og Hilda ved deres afskedskoncert. Udover kapelmester Mickey Pless var også guitarist Casper Gyldensøe og saxofonist Thomas Lund Madsen med fra Nykøbing Falster Revyen. Foto: Andreas Braamunk

Mickey Pless: - Magisk aften med Keld og Hilda

Som kapelmester ved Keld og Hilda Heicks sidste koncert oplevede Mickey Pless både publikums kærlighed og et par, der forlader scenen på toppen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er koncerter, som fæstner sig og bliver siddende i det indre, selv længe efter sidste strofe og det stående bifald har lydt - også hos en garvet musiker som Mickey Pless.

Sådan en oplevelse havde han forleden som kapelmester ved det allersidste show med det legendariske dansktoppar Keld og Hilda Heick, der de seneste mange årtier har fyldt en stor del af den danske musikscene

Annette Heick sang også forleden ved sine forældres afskedskoncert. Til sommer står hun på scenen i Nykøbing Falster Revyen. Foto: Andreas Braamunk

- Det var en fantastisk, ja nærmest magisk aften, hvor alt gennem deres tid blev samlet i ét. Musikken og historier med gamle kolleger blev bundet sammen. Der var så meget kærlighed fra alle, som ville gøre det ypperste for, at de skulle få en god aften. Det var en fed oplevelse, fortæller Mickey Pless her nogle dage efter koncerten på spillestedet Portalen i Greve foran et publikum på 750 dedikerede fans.

Keld og Hilda Heick

  • Keld og Hilda Heick er begge født i 1946.
  • Siden midten af 1970'erne har de sammen optrådt utallige gange, indspillet stribevis af plader og medvirket i Dansk Melodi Grand Prix både som værter og musikere.
  • Keld Heick har skrevet over 1.000 sange, 31 gange har han haft sange med i det danske Melodi Grand Prix - og ni gange har han vundet.
  • Parret var revydirektører i Nykøbing Falster Revyen i perioden 1992 -1998.

- Og jeg er glad og beæret over, at de havde valgt mig som kapelmester ved netop denne koncert, der afrunder deres imponerende karriere. Det var rørende at opleve hele det store publikum blive revet med. Mange af dem har jo fulgt Keld og Hilda og deres sange en stor del af livet. Et nummer som ”Vi skal gå hånd i hånd” har fyldt meget for mange og er jo blevet spillet på mærkedage livet igennem, lyder det fra kapelmesteren.

Har altid ydet noget ekstra

Mickey Pless selv har kendt Keld og Hilda Heick siden han var dreng med et keyboard i Skovlunde og boede nær det landskendte dansktoppar.

- Og jeg har fulgt dem lige siden. I mange år var der ingen direkte kontakt, men da jeg for alvor begyndte at spille, krydsedes vores veje oftere og oftere. Tit sad jeg spillede ovre i hjørnet, mens de gik på som hovednavn, men de har altid været enormt imødekommende, søde og rare. Som en sagde til dem i en tale i forbindelse med den sidste koncert, så har de altid opført sig ordentligt overfor deres publikum og kunder - og altid har de lige ydet noget ekstra, siger Mickey Pless.

Mange kolleger deltog ved Keld og Hilda Heicks sidste koncert og fortalte om deres oplevelser med parret. Foto: Andreas Braamunk

Glade og lettede

Med årene har der udviklet sig et mere personligt venskab mellem Mickey og Lone Pless og Keld og Hilda Heick.

Og selv om den sidste koncert var forbundet med en vis portion vemod, så oplevede Mickey Pless, at andre følelser fyldte mere, efter bifaldet var tonet ud blandt publikum i Portalen.

- De var glade, men egentlig tror jeg også meget lettede bagefter. Det der med hele tiden at skulle levere - og der er forventninger. Det er jo dejligt, men på et tidspunkt, når man har lavet det i så mange år, som de har, kan jeg godt forstå, at de siger stop. De bliver jo også 80 år begge to her til foråret. Og skal de nå alt det andet, de gerne vil, så … Nu er de klar til tiden som pensionister. De forlader jo nærmest karrieren helt på toppen.

Nu er de klar til tiden som pensionister. De forlader jo nærmest karrieren helt på toppen.

Mickey Pless