Beboerne i Maribos nye udslusningsfængsel bliver ikke mødt med frygt fra naboerne.
Christine og Gregers Wennerberg var blandt de naboerne, som gæstede det nye udslusningsfængsel. De frygter ikke de kommende beboere skaber uro i byen. Foto: Palle Nevad FrandsenFoto: Palle Nevad Frandsen
Interessen er overvældende. Fra første rundvisning i Maribo Udslusningsfængsel er der trængsel i gangene, og ikke mindst på de små værelser. Her må gæsterne gå ind i små grupper, hvis de vil se, hvordan de kommende 20 beboere kommer til at bo.
Det er forståeligt at nogle kan få det svært, og er tilbage efter 14 dage, hvis du har siddet inde i eksempelvis seks år, hvorefter dørene bare bliver åbnet, og du skal direkte ud i samfundet.
Gregers Wennerberg
Udslusningsfængslet er blevet renoveret og omdannet fra et tidligere meget lukket miljø til noget, som minder mere om et kollegie. Selv om tremmerne er væk og vinduerne er blevet større, fornægter fortiden sig dog ikke.
Gangen med trapper til de forskellige etager er som taget ud af en fængselsfilm, og på væggen i gården er det endnu muligt at læse nogle af de tags, som fanger har ridset i murstene. De værste gloser er dog fjernet.
Der er altså meget ånd i bygningen, og for flere af de maribonitter, som fredag gæstede det åbne hus i det nye udslusningsfængsel, er det ikke nogen dårlig ting, at der atter kommer liv i den 160 år gamle bygning.
Fint med genbrug
Annonce
Kenneth Steinkraus Jørgensen har været med til at renovere bygningen, og er på besøg sammen med Sanne Spandel, for at se det endelige resultat.
- Jeg synes, at det er rigtigt fint, at de har genbrugt så mange ting, så det er muligt at genkende det gamle i bygningen, siger Sanne Spandel.
Parret frygter ikke, at de kommende beboere vil skabe utryghed i byen, selv om det er et fængsel uden låste døre.
Tror ikke på problemer
I de tidligere celler er låsene blevet vendt, så dørene nu kan låses indefra, og de kommende beboere kan gå ud i haven om natten, hvis de har brug for frisk luft. Men selv om de blot er få skridt fra fortovet, og der hverken er dør eller port mellem dem og resten af verden, vil det være at flygte fra fængslet, hvis de går derud.
- Dem som vil bo her, har jo søgt om at komme til et udslusningsfængsel, så de har lyst til at være her, siger Sanne Spandel, og er derfor sikker på, at de hellere vil kunne gå helt fri efter otte måneder, end dumme sig under denne sidste del af en ofte lang afsoning.
Selv om renoveringen har fjernet meget af fængselsfornemmelserne fra det nye udslusningsfængsel, kan historien ikke skjules på gangarealerne. Foto: Palle Nevad FrandsenFoto: Palle Nevad Frandsen
Samtidig bliver fangerne vurderet inden de forlader de lukkede fængsler, og flytter til Maribo. Det er også med til at give ro, mener Kenneth Steinkraus Jørgensen.
- Der sidder nogle som har forstand på at vurdere disse mennesker, og så tror jeg heller ikke de indsatte har lyst til at fucke noget op, når de er kommet så langt.
Parret er derfor enige om, at udslusningsfængslet ikke vækker uro for dem.
Behov for sådanne steder
Annonce
Samme holdning oplever man hos Christine og Gregers Wennerberg. For dem er det nye udslusningsfængsel en vigtig brik, når tidligere kriminelle skal have en ny chance i livet.
- Det er forståeligt at nogle kan få det svært, og er tilbage efter 14 dage, hvis du har siddet inde i eksempelvis seks år, hvorefter dørene bare bliver åbnet, og du skal direkte ud i samfundet, lyder det fra Gregers Wennerberg.
- Derfor er der behov for steder som dette. Det er der slet ingen tvivl om.
Skal tænke mere på de pårørende
Ingen af dem føler sig utrygge, for de indsatte som flytter ind i den tidligere arrest i Maribo, har et ønske om at komme videre i livet.
- Det er mennesker, som vil det her. Jeg tror ikke på, at man vil se grupper på fem eller ti mennesker, som går ud her fra og laver ballade. Konsekvensen vil være, at de bliver sendt tilbage, hvor de kom fra, og det ønsker de ikke, siger Gregers Wennerberg.
Er der en lille anke at finde, så handler det om udfordringen med at få skabt et rigtigt familieliv.
Fakta om Maribo Udslusningsfængsel
Der findes i dag syv udslusningsfængsler i Danmark. Maribo Udslusningsfængsel er et af de tre nye udslusningsfængsler, der skal etableres på tværs af Danmark. Det sker som en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2022-2025, hvor flere indsatte skal have mulighed for at afsone den sidste del af deres straf i udslusningsfængsel.
At afsone den sidste del af sin straf i et udslusningsfængsel vil kun gælde for de indsatte, som kriminalforsorgen efter en grundig screening finder egnede.
Maribo Udslusningsfængsel vil kunne huse 20 afsonere.
Der kan både afsone kvinder og mænd i udslusningsfængsler. I nogle udslusningsfængsler har afsonere under særlige forhold mulighed for at afsone sammen med deres børn. Udslusningsfængslet i Maribo vil udelukkende huse voksne, men med mulighed for besøg af børn.
Hver afsoner har eget værelse, og dertil er der fælles opholdsrum som køkken og stue.
Medarbejderne i et udslusningsfængsel er typisk socialrådgivere eller pædagogisk personale.
Christine Wennerberg mangler lidt, at der bliver taget endnu bedre hånd om de pårørende.
- Når først manden kommer hjem, så skal han måske til at passe børn. Det er ikke nok, at de kun gradvist kommer tættere på deres familie, mener hun.
Når ægtefælle eller kæreste kan overnatte i fængslet, og børnene måske er med på besøg, vil det føles som et ferieophold. Det er ikke her at hverdagens problemer opstår, lyder det fra maribonitten, der fortæller, at man i England har gode resultater ved at knytte tættere bånd i familierne under udslusningen.
Annonce
Byggeri med kvalitet
Parret roser samtidig Kriminalforsorgen for at åbne fængslet for interesserede. Det er med til at fjerne nogle af de fordomme, som måske har været hos nogle borgere, siden det blev meddelt, at Maribo fik landsdelens første udslusningsfængsel.
Både Christine og Gregers Wennerberg synes, at det nye udslusningsfængsel ser godt ud. Nok er værelserne små, men til gengæld er der masser af kvalitet i opholdsrum og på de udendørs arealer.
De første beboere ventes at flytte ind i næste måned.