KV25

Chris Veber fra Dit Guldborgsund og Lars Berg fra Venstre. Foto: Guldborgsund Kommune, Venstre

Opråb fra politikere i debatten om plejecentre: - Vi skal ikke behandle ældre som slagtesvin

En ny Epinion-undersøgelse viser, at 61 procent af borgerne i Guldborgsund Kommune helst vil bevare de små, lokale plejecentre, frem for at samle dem i store, moderne enheder omkring Nykøbing. Nu melder to politiske modstandere af planen sig på banen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der mangler et hjerte i den her plan. Man har glemt, at det handler om mennesker, ikke mursten.

Lars Berg

Lokal modstand mod centralisering af plejecentre

  • Chris Veber og Lars Berg kritiserer masterplanen for plejecentre i Guldborgsund, der centraliserer plejepladser i Nykøbing og lukker mindre lokale plejehjem.
  • De argumenterer for, at nærhed og lokal tilknytning er afgørende for ældreplejen, og foreslår alternativer som at bevare og renovere eksisterende plejecentre i yderområderne.

Tallene understreger en tydelig modstand mod den masterplan for plejeboliger, som byrådsflertallet har vedtaget, og som indebærer lukning af flere mindre plejehjem i yderområderne.

Formanden for Ældre- og Omsorgsudvalget, Johannes Kristensen, Konservative, har tidligere afvist, at planen handler om centralisering og kaldt den “et løft af hele ældreplejen”. Men ikke alle er enige.

Chris Veber, Dit Guldborgsund, og Lars Berg, Venstre, mener begge, at planen fjerner nærheden i ældreplejen og svigter yderområderne. Vi har stillet dem de samme spørgsmål.

Folketidendes spørgsmål og svar fra Chris Veber og Lars Berg:

Hvorfor tror du, at så mange borgere foretrækker de små lokale plejecentre frem for de store nye enheder?

Chris Veber: Det handler om, hvem vi er hernede. Vi er meget lokalprægede i Guldborgsund. Folk elsker deres nærområder og vil gerne blive i det miljø, de kender. Hvis man har levet hele sit liv i Nysted eller Sakskøbing, så skal man også kunne blive der, når man får brug for pleje. Jeg tror ikke, borgerne kan se fordelen ved de store plejehjem. Det bliver for fabriksagtigt - som en svineproduktion, hvor det handler om at samle så mange som muligt ét sted.

Lars Berg: Når du samler det hele i Nykøbing, mister du nærheden. De ældre bliver flyttet væk fra deres hjemegn, og for mange pårørende bliver det svært at besøge deres ægtefælle. Har du ikke bil, skal du med bus og tog for at komme til Nykøbing - det gør besøgene sjældnere, og ensomheden vokser. Det handler om værdighed. Man skal ikke rykke mennesker væk fra alt, hvad de kender, bare for at gøre det nemmere på papiret.

Chris Veber foreslår blandt andet et nyt plejecenter i Nysted. Foto: PatrickKirkby.com

Hvad ser du som den største fejl ved masterplanen?

Chris Veber: Den største fejl er centraliseringen. Vi lukker pladser uden for Nykøbing og åbner nye derinde. Det tømmer centerbyer og landsbyer for liv. Jeg foreslog at sende sagen tilbage til udvalget for at undersøge, hvordan de små plejecentre kunne overleve - men flertallet ville ikke lytte.

Lars Berg: Der mangler et hjerte i den her plan. Man har glemt, at det handler om mennesker, ikke mursten. At lukke plejecentre som Doktorparken og Toreby giver ingen mening. I stedet burde man renovere dem og bevare dem som en del af et nært og værdigt plejetilbud.

Du har foreslået et alternativ - hvad går dit forslag ud på?

Til daglig arbejder Lars Berg som paramediciner og kommer ofte forbi kommunens plejecentre. Foto: Venstre

Chris Veber: Jeg vil gerne have et nyt plejecenter i Nysted. Det er et gammelt kommunehovedsæde, men der er ingen plejepladser. Jeg har foreslået at flytte 25–50 pladser fra et af de planlagte plejehjem i Nykøbing og bruge pengene til at opføre et nyt i Nysted. Så kan folk blive tæt på deres hjem og familie.

Lars Berg: Jeg foreslår at lave Toreby om til et friplejehjem. Det fungerer rigtig godt i GuldBoSund, hvor det private plejecenter faktisk kan levere pleje af høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris. Kommunen ville stadig få skatteindtægter, og borgerne kunne bevare et nært plejetilbud. Det er en win-win.

Johannes Kristensen siger, at planen ikke handler om centralisering, men om bedre boliger og arbejdsmiljø. Hvorfor mener du, at det alligevel bliver centralisering?

Chris Veber: Fordi det i virkeligheden handler om at spare penge. Jo større man bygger, jo færre medarbejdere skal man bruge. Det er en driftsbesparelse forklædt som modernisering. Hvis man virkelig vil give medarbejderne bedre vilkår, kan man gøre det på de eksisterende plejecentre - man behøver ikke lukke dem for at bygge nyt.

Lars Berg: Det er 100 procent centralisering. Man fjerner plejepladser fra yderområderne og samler alt i Nykøbing. Det svarer til, hvad staten har gjort med København - og det er en fejl, vi burde have lært af. Nykøbing bliver vores lille “København”, mens yderområderne tømmes. Det er stik imod alt, hvad Venstre står for.

Nogle mener, de små plejehjem er for dyre og svært at bemande. Hvordan kan man sikre både nærhed og faglig kvalitet?

Chris Veber: Det handler om prioritering. Ja, det er dyrere at drive små enheder, men det giver tryghed og genkendelighed. Personalet kender beboerne, og borgerne føler sig hjemme. Det er værd at betale for. Man kan sagtens modernisere og skabe gode arbejdsvilkår uden at lukke plejecentrene. Det kræver bare politisk vilje.

Lars Berg: Jeg ser det selv som redder: På de små plejehjem er der nærvær, smil og et familiært miljø. Personalet kender beboerne og deres behov. De store centre kan måske spare penge, men de mister sjælen. Og økonomisk er det alligevel tvivlsomt - alene planen koster 1,3 milliarder kroner. Så er 10 eller 20 millioner til at redde Toreby altså småpenge.

Hvad hører du fra borgerne, når du taler med dem om ældreplejen?

Chris Veber: Mange føler, de bare skal være glade for det, de får. De oplever ikke, at de bliver hørt. Det føles, som om kommunen bare vil have tingene til at fungere på papiret - uden at se på menneskene bag.

Lars Berg: Det samme. Mange ældre føler, de bliver glemt. De vil bare gerne blive, hvor de bor, og have ro omkring deres hverdag. Jeg var til vælgermøde i Sakskøbing, hvor folk sagde: “Vi er glade for at være her - lad os nu blive”. Det burde være udgangspunktet for enhver ældrepolitik.