Sport

Mona Obaidli scorede hele otte mål for NFH i pokalavancementet. Arkivfoto: Hans Kurt Frederiksen

Overkom startvanskeligheder: NFH strøg i kvartfinalen i målfest

NFH kom hurtigt bagud med fire mål, men fik rystet chokket af sig på besøg i Nordjylland tirsdag aften. Her blev EH Aalborg i sidste ende ekspederet ud af pokalturneringen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften stod de falsterske håndboldkvinder fra NFH over for en knald eller fald-kamp i Skansen i Nørresundby. Her ventede EH Aalborg i pokalturneringens ottendedelsfinale. 

Håndbold, Pokalturneringen

EH Aalborg - NFH: 32-39 (17-20)

Målscorere, EH Aalborg: Frida Ulrichsen 9 (5), Camilla Thorhauge 8, Mette Brandt 6, Ida Rasmussen 5, Carla Thomsen 1, Lin Johansen 1, Frederikke Gulmark 1, Emma Christensen 1. 

NFH: Mona Obaidli 8, Maja Magnussen 6, Clara Bang 5, Zoë Sprengers 5, Moa Högdahl 4, Mia Svele 4 (1), Nanna Hinnerfeldt 3, Caroline Aar 2, Clara Lerby 2.

Udvisninger: EH Aalborg 1. NFH 2.

Dommere: Line Hesseldal Hansen og Rasmus Nedergaard.

Tilskuere: 405 i Skansen.

Det skulle vise sig at blive en kamp spækket med scoringer, hvor NFH efter en seks timer lang bustur kunne glæde sig over at tage den lange tur sydpå igen med en sejr i bagagen og dermed avancement til kvartfinalen.

Hele 71 scoringer faldt der i løbet af 60 minutter, hvor NFH til sidst kunne trække sig sejrrigt ud af Skansen med cifrene 39-32.

Skidt start - og ni mål i træk

Om det var den lange rejsetid, der havde gjort NFH-kvinderne dvaske, vides ikke.

Holdet kom vaklende fra start og var nede med 5-1 efter de første seks minutter.

Herefter dummede hjemmeholdet sig gevaldigt og kunne pludselig ikke få sat bolden ind, hvor en hel række brændte chancer og tekniske fejl prægede Aalborgs spil.

Det tillod NFH at vende opgøret på hovedet og score hele ni gange i træk - blandt andet med tre mål fra Mona Obaidli. Så var NFH pludselig foran 10-5 godt midtvejs i første halvleg.

Herefter spillede værterne sig så småt ind i kampen igen - stadig med NFH som bedste hold. Falstringerne kunne gå til pause med en tremålsføring på 20-17.

Trak fra til sidst

Efter pausen holdt NFH forspringet et godt stykke ind i anden halvleg, men faren var på ingen måde drevet over.

Nordjyderne hentede stille og roligt ind, og godt ti minutter inde i halvlegen var føringen væk, da Frida Ulrichsen smed kuglen i mål til 26-26.

Herefter fulgtes holdene ad i nogle minutter. Det lykkedes dog aldrig nordjyderne at komme i front, og til sidst var det NFH, der havde overskuddet og kunne trække fra.

Dermed endte det med en ganske overbevisende sejr på 39-32 til de falsterske håndboldkvinder.

Hvem modstanderen bliver i pokalturneringens kvartfinale, afgøres på mandag den 13. oktober, hvor der trækkes lod.

NFH skal endnu en gang til Jylland allerede på lørdag, hvor Silkeborg-Voel venter i Bambuni Kvindeligaen.