Lolland

Trine Øllegaard Syvmand og Jeppe ved en af de legestationer, der kom op, da den vilde bypark blev lavet. Her kan også se de klippede spor i græsset. Endnu er Jeppe for ung til at bruge byparkens legeredskaber, men de står der forhåbentlig også, når han bliver større. Foto: Palle Nevad Frandsen

Projekt til 700.000: Ildsjæle gør vild bypark endnu vildere

Legeredskaber placeret rundt i en labyrint, der er slået i højt græs, skal give endnu mere lyst til leg i naturen.

Offentliggjort Sidst opdateret

For to år siden blev det tidligere fodboldstadion i Østofte forvandlet til en vild bypark. Banerne blev sjældent brugt, og fremfor bare at lade det stå til, trådte byens ildsjæle sammen. I første omgang fik Østofte-Nørreballe Bylaug penge til at skabe et stort vandhul, samt opsætte legeredskaber bundet sammen af et stisystem i anlæggets høje græs.

Det har hele tiden været mit håb, at vi kunne skabe et sted som dette.

Trine Øllegaard Syvmand

- Jeg ved ikke, om jeg fik storhedsvanvid, men da det stod færdigt, tænkte jeg, at vi fortsætter med at udvikle området, forklarer Trine Øllegaard Syvmand, der er næstformand i bylavet.

På halvandet år er det lykkedes at rejse 700.000 kroner til den anden etape, der vil gøre den vilde bypark endnu vildere. Samtidig ansøgte bylavet om en pavillon gennem Realdanias "Vores sted"-pulje, og blev blandt 580 ansøgere udvalgt til én af 50 modtagere.

Målet er at kunne åbne en endnu større bypark til næste forår, hvor der er masser af aktiviteter til især byens børn. De mange penge kommer fra LAG Sydhavsøerne, Lolland Kommunes grøn pulje, efter solcelleanlægget ved Hoby på Sydlolland, og fra Nykredits fond.

Kan ikke få armene ned

Den Vilde Bypark

Bag projektet med den vilde bypark står Østofte-Nørreballe Landsbylaug, der har byens foreninger og interessegrupper som medlem.

1. etape bestod af vandhul, tre motorikredskaber, bålplads, bordbænkesæt og nogen kasser fyldt med redskaber til at undersøge naturen. De 100.000 kroner kom fra Friluftsrådet, Lolland Kommunes Det Gode Liv på Lolland-puljen samt Mit Værksted og Bergmann Biler.

2. etape koster 700.000 kroner, og pengene kommer fra LAG Sydhavsøerne, Lolland Kommunes grøn pulje og fra Nykredits fond.

Realdania har også doneret en naturbase til byparken, som led i "Vores sted"-puljen.

Med donationerne er det muligt at lave 11 nye stationer i byparken, hvor der bliver opsat i alt 15 legeredskaber, og det hele bliver til en slags forhindringsbane, hvor både små og større børn kan finde udfordringer. Når de følger stierne i det høje græs, vil børnene blive ledt rundt til de forskellige steder at lege, og helt for enden venter vandhullet, hvor de voksne oftest samles.

- Det har hele tiden været mit håb, at vi kunne skabe et sted som dette, og jeg kan slet ikke få armene ned, nu hvor vi er kommet gennem med ansøgningerne, siger Trine Øllegaard Syvmand.

For hende er byparken mere end bare et sted, hvor børnene kan give den gas i fritiden, eller hvor forældre kan mødes til en god snak, mens børnene leger.

- Byparken er med til at gøre byen mere attraktiv for tilflyttere, og jeg er sikker på, at den bliver et rent slaraffenland. Et sted som får børnene til at fortælle de gode historier.

Skolen er livsnerven

Bosætningen er nemlig vigtig for landsbysamfundet, og ikke mindst tiltrækningen af nye børnefamilier.

I byparken er der også indkøbt læringskasser, så leg og viden kan kombineres. Foto: Privatfoto

- Skolen er vores livsnerve for hele området, og det er utroligt vigtigt, at vi som bysamfund kan stå sammen, siger Trine Øllegaard Syvmand.

Den vilde bypark er med til at skabe det sammenhold, men også med til at hjælpe skolen.

Selv husker hun sin egen tid på landsbyskolen, hvor der var lavet et lille hul mellem nogle træer, som kunne bruges, når det skulle studeres liv i vandet. I dag kan skolen Østofte Landsbyordning bruge vandhullet, hvor der er masser af dyreliv. En stor del af idéen med den vilde naturpark er, at øge kendskabet til naturen.

- Vi håber, at vi kan sætte nogle naturtavler op i området, der vil indbyde til endnu mere læring, når man opholder sig her, lyder det fra ildsjælen, der også glæder sig over, at den vilde bypark har vist sig at være populær.

Badede i vandhullet

- Sidste gang vi holdt et arrangement, var der 30 som deltog, og sidste år valgte vi årets varmeste dag, hvilket gjorde at børnene havde det så varmt, at de til sidst stod ude i vandhullet i undertøj. De var ligeglade med, at det ikke var lækkert vand at bade i.

Næste år kan børnene stadig køle fødderne i vandhullet, og måske det bliver endnu vigtigere, når de kan drøne rundt mellem de mange nye legeredskaber.

For Trine Øllegaard Syvmand er det også ved at være slut med udviklingen af den vilde bypark.

- Jeg tænker, at vi er ved at være i mål. Indtil vi får nogle nye idéer, siger hun med et grin.

 Straks efter husker hun, at der faktisk mangler noget.

- Vi mangler nogle siddepladser, når der er mange mennesker i parken, så skulle der være nogen, som har lyst til at skænke bordbænkesæt, er det noget, som vi sagtens kan bruge.