Region Østdanmark
bliver stor. Meget stor. Når Sjælland og Hovedstaden fra 1. januar 2027 smelter
sammen, bor knap 46 procent af Danmarks befolkning i én region, og 47
politikere skal - valgt allerede ved det kommende regionsrådsvalg - styre et
sundhedsvæsen med over 60.000 ansatte.
De nuværende
regionsråd udmærker sig ellers ved at være så anonyme, folkefjerne og
fremmedgjorte, at kun den blotte valghandling gør, at det demokratiske
underskud ikke er total. Kendskabsgraden til regionernes virke er diminutiv og
kendisfaktoren blandt de valgte minimal. Er det usexet? Ja, måske, men hør her:
.
De fremtidige
regioner får ansvaret for sundhed, sundhed og… sundhed. Og det er noget, vi kan
bruge hernede.
Ren matematik
Men der er et problem:
Når 82 pladser bliver til 47, stiger barren for at blive valgt. Og når vi på
Lolland-Falster går i stemmeboksen, vægter vores stemme mindre. Det er ren
matematik.
Resultat bliver, at kandidater fra de store byer står stærkere, mens
de opstillede i yderkanterne fremover, risikerer at må følge møderne i
regionsrådene på en streamingkanal.
I dag har vi én
regionsrådspolitiker, som bor syd for Storstrømsbroen. Efter valget om
halvanden måneds tid kan det tal være nul.
DERFOR:
Tænk mindre partifarve, mere geografi. Stem personligt –
og stem lokalt. Det er vigtigere end nogensinde, når regionen bliver større.
Region Østdanmark
bliver en kæmpe. Godt for effektiviteten, farligt for nærheden. Vores modtræk
skal være et lokalt kryds.
Lokal hverdagshøjde
Jamen, kan de andre
ikke forstå os? Måske. Men forståelse er ikke det samme som prioritering. Når
akutsygehuset i Nykøbing skal italesættes, kræver det mennesker - ikke
PowerPoints.
Når speciallæger skal mødes om et fagligt miljø, kan vi se, at det
er nødvendigt, at det også bakkes op af politiske beslutninger. Her er det en
fordel at have folk i regionsrådet, som ser udfordringen i lokal hverdagshøjde,
ikke kun på afstand.
Lille prik på landkortet
Når du folder den
kilometerlange stemmeseddel ud, så frygt ej bogstavsuppen. Led efter dem, der
har Lolland-Falster i hverdagen og i hjertet. Hold særligt øje med disse navne:
Claus Bakke, Thomas
Baark, Allan Blak, Lars Christiansen, Benny Damgaard, John Hansen, Karen Esmark
Hansen, Torben Klitmøller Hollmann, Kasper Ibsen, Henrik Jacobsen, Joan Kragh, Iben
Krog, Bente Lerche-Thomsen, Bob Richard Nielsen, Jan Erik Abildskov Nielsen,
Mette Aagaard, John Vind.
- De bor, virker eller
har sjælen i Sydhavsøerne. De kender vejene - og hullerne i dem.
Stem lokalt. For nærhed
og for indflydelse i beslutningsprocessen. Vi SKAL sikre, at storregionen også
får plads til den lille prik på landkortet, hvor vi bor.