Sara husker tydeligt tragedien: - Det første, jeg tænker på, er min storebror

 - Jeg kan tydeligt huske, at forsangerens ansigt kommer op på storskærmen, og han græder. Da går det op for os, at den er helt gal.

Selvom det mandag er præcis 25 år siden, kan Sara Aimi Christensen fra Sundby huske det, som var det i går.

Hun var til stede, da Pearl Jam spillede på Orange Scene på Roskilde Festival i år 2000. Koncerten endte som en af de største tragedier i den danske musikverden, da ni mennesker blev mast og mistede livet.

Første gang på Roskilde

Den dengang blot 15-årige pige var for første gang afsted på festivalen. Hun var afsted med kammerater fra efterskolen.

Hendes storebror, Kenneth, var også på Roskilde og boede i en anden lejr sammen med sine venner. Aftalen var, at de skulle tjekke ind løbende for at sikre, at hun var ok.

Den skæbnesvangre aften 30. juni 2000 havde Sara Aimi Christensen aftalt med sin bror, at de skulle mødes oppe foran til Pearl Jam-koncerten.

- Mine venner og jeg kom for sent, så vi endte med at se det hele på storskærm bagest på pladsen, siger hun.

Pludselig stoppede musikken, og efter en rum tid tonede Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder grædende frem på skærmen. Det blev udmeldt, at folk var kommet til skade.

Herefter blev folk bedt om at finde deres venner og ringe hjem.

Mudder og mobiltelefoner

Med det samme indfinder panikken sig hos Sara Aimi Christensen.

- Det første, jeg tænker på, er min storebror. Jeg tonser ned i lejren og spørger, om de har set ham, men han er der ikke. Jeg løber rundt i flere timer og leder. Folk græder, og nogle steder fester de bare og ved ingenting om, hvad der er sket, husker hun.

Dengang var det stadig ikke alle, der havde en mobiltelefon. Det havde hun ikke, så hun måtte låne en, men hun fandt hurtigt ud af, at det var umuligt at komme igennem. Mobilnettet var overbelastet af et hav af opkald.

- Jeg finder en telefonboks og ringer hjem til min mor og siger, at jeg kan ikke finde ham. Jeg fortsætter med at lede efter ham, og jeg kan huske, jeg løber rundt i militærstøvler. Der var så mudret, siger hun.

Sover i teltet

Efter hvad der føles som en hel nat, finder hun endelig sin bror i god behold.

- Han ligger i sit telt og sover. Han og hans venner var kommet ud fra koncerten og anede ikke, hvad der var sket. Han er så først kommet tilbage til sit telt, efter jeg havde været der første gang, fortæller Sara Aimi Christensen.

Da hun stod op dagen efter, var hendes lejr krympet fra 20 telte til blot fem.

Lidt efter fik hun en voldsom besked. En, der gik årgangen over hende på den samme efterskole, var blandt de omkomne.

- Jeg kendte ham ikke personligt, men vidste hvem han var og havde mødt ham nogle gange. Det var hårdt at få at vide, siger hun og fortæller, at hun snakkede med sine veninder om at tage hjem.

- Vi blev, og det gjorde min storebror og hans venner også. Det er jeg glad for, jeg gjorde den dag i dag, siger hun.

Signe om Roskilde-tragedien: Det var helt uvirkeligt

Et før og et efter

Hun forklarer, at hun "aldrig har oplevet så meget kærlighed og omsorg fra fremmede mennesker", som hun gjorde på festivalen efterfølgende.

- Jeg var til DAD-koncert bagefter. Da der blev mast lidt på bagfra, satte vagterne en op på scenekanten. Jeg var også til en anden koncert, og der kom en fremmed og tog mig op på hans skuldre. Jeg skulle ikke mases, siger hun.

Trods tragedien var hun på Roskilde Festival hvert år de efterfølgende fire år.

- Jeg tror ikke, jeg var kommet tilbage, hvis ikke jeg var blevet efter ulykken. Selvfølgelig var det hårdt, men jeg tror, det havde været hårdere, hvis jeg var taget hjem, siger hun.