Dagens vejr på øerne

Arkivfoto: Anders Knudsen

Seneste fra DMI: Her begynder snestormen

Der vil for de flestes vedkommende næppe være problemer med at komme på arbejde torsdag. Til gengæld kan hjemturen blive lidt af en udfordring.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som de fleste læsere sikkert har bemærket, har DMI udsendt et varsel om snestorm over Lolland-Falster gældende fra torsdag morgen klokken 04.00 og helt frem til fredag morgen klokken 09.00.

DMI definerer et snevejr som en snestorm, hvis der falder mere end 10 centimeter sne indenfor seks timer, og middelvind-hastigheden samtidig overstiger 10 meter i sekundet.

Men selvom varslet gælder allerede fra klokken 04.00, bliver det formentlig stadig til at komme frem i morgentrafikken torsdag.

Snevejret trækker ind over landsdelen sydfra og begynder så småt ved midnatstid natten til torsdag, men det er først i løbet af morgentimerne, at det bliver til mere udbredt sne.

Folketidende har talt med DMI's vagthavende meteorolog Jonas Paludan sent onsdag morgen, og her lyder meldingen, at det først rigtig  begynder at sne ved 7-8-tiden torsdag morgen - og fra omkring klokken 12 tiltager det og vil fortsætte næsten uafbrudt frem til tidligt fredag morgen.

- Et forsigtigt bud er, at I skal forvente mellem fem og 15 centimeter sne og stedvis måske helt op til 20 centimeter, fortæller han.

- Det bliver lidt en blanding af sne og slud, og længst mod syd kan det måske endda falde som regn, men det bliver nok mest som vinterlig nedbør, tilføjer han.

Mere sne på mandag

Når snevejret er passeret, bliver det frostvejr, så man skal være forberedt på sne- og isglatte veje også bagefter - og som om det ikke var nok, forventer DMI endnu mere sne til Sydhavsøerne på mandag - dog ikke i helt samme mængder som torsdag-fredag. 

Her kan vi ifølge DMI - som det ser ud i øjeblikket - forvente fem til 10 centimeter yderligere, hvis prognoserne holder. Og da det ikke tyder på, at vi får nævneværdigt tøvejr i mellemtiden, vil mandagens sne formentlig lægge sig ovenpå det, der allerede er faldet.

I forbindelse med snevejret torsdag og fredag morgen tiltager vinden lidt, og det kan være med til at udfordre situationen i trafikken yderligere. Ifølge DMI kan vi forvente en jævn til frisk vind med vindstød op til kulingstyrke, særligt ved de østvendte kyster.