Vejret

Seneste prognose: 35 grader eller mere på Lolland

DMI fastholder prognosen om, at især lørdag og søndag kan blive rigtig varme dage. Forvarslet om hedebølge er nu ændret til et regulært varsel.

Offentliggjort

Weekenden nærmer sig, og det samme gør dermed også den varslede hedebølge, som ventes at ramme Lolland-Falster - og stort set hele Danmark fra fredag til søndag.

Artiklen fortsætter under boksen

Gode råd i hedebølgen:

Vand, skygge og løst tøj

Den bedste måde at forebygge hedeslag på er ved at beskytte sig mod solen ved at opholde sig i skyggen eller bære en hat og lyst, løstsiddende tøj, hvis man skal opholde sig i varmen.

Desuden er et godt råd at huske at drikke rigeligt med vand også selvom, at man ikke føler tørst, og at hjælpe andre med væske.

Det er også en god ide at drikke eller spise noget saltholdigt samt at holde igen med alkohol, der kan øge risikoen for hedeslag.

Følg solrådene

Det anbefales, at man holder sig i skyggen og især mellem klokken 12-15, når solen står højest på himlen.

Man kan også beskytte sig ved at bruge solhat, solbriller og løstsiddende tøj, når man er i solen.

Brug rigelig med solcreme og mindst faktor 30.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Torsdag morgen siger DMI's prognose, at vi både fredag, lørdag og søndag kan forvente temperaturer på 30 grader eller mere.

Lørdag kan vi ifølge DMI få op til 34 grader på Lolland, og søndag ventes det at blive endnu værre med op til 36 grader.

På Falster ventes det at blive marginalt køligere med op til 28 grader fredag og 32 grader lørdag og søndag.

Dermed er der ikke langt op til den officielle varmerekord i Danmark, som er 36,4 grader og blev sat i Holstebro i 1975.

- En rigtig usædvanlig situation

Spørgsmålet er, om vi ligefrem skal forvente en ny dansk varmerekord på Lolland i weekenden?

- Det bliver meget varmt, og det kommer også op i nærheden af rekorden, men om det lige bliver til en varmerekord, er svært at spå om.

- Man skal også passe på med at tolke prognoserne alt for bogstaveligt, for de er behæftet med en vis usikkerhed.

- Men det er en rigtig usædvanlig situation. Vi er jo slet ikke vant til så høj varme herhjemme, siger DMI's vagthavende meteorolog Henning Gisselø.

DMI har ændret deres forvarsel om hedebølge til et regulært varsel gældende fra fredag klokken 12 til søndag klokken 21. Varslet er i kategorien "Farligt vejr", som er det næsthøjeste trin på DMI's varslings-stige.

- Gentagne prognoser har dagtemperaturer omkring 30 grader fredag, mens det lørdag og søndag kan blive et nøk varmere med temperaturer op til 35 grader.

- Samtidig er luften relativt fugtig, hvilket kan få det til at føles endnu varmere, skriver DMI i varslet.

Muligvis regn- eller tordenbyger

Og netop den høje luftfugtighed kan også betyde, at der måske opstår lokale regn- eller tordenbyger, selvom der lige nu ikke er meget, der tyder på det, oplyser Henning Gisselø.

Først i løbet af natten til mandag begynder varmen at aftage en smule,

Mandag ser dog også ud til at blive en varm dag med temperaurer op til 27 grader på både Lolland og Falster, men derefter falder det til lidt over 20 grader de følgende dage.

Det bliver dermed anden weekend i træk med meget høje temperaturer, og spørgsmålet er derfor, om vi skal forvente flere hedebølger i løbet af sommeren?

- Det kan jo godt ske igen, men det kræver, at der kommer masser af varme op til os sydfra, som det er tilfældet nu.

- Så Centraleuropa skal også have det meget varmt for, at vi kan få det her, siger Henning Gisselø.