Guldborgsund

Det var en stolt Simon Hansen (S), der fik lov at indvie Dronning Margrethe II's Bro. Foto: Michael Patrick Larsen

Simon Hansen om åbning af bro: - Det føles rigtig godt

Guldborgsund Kommunes borgmester, Simon Hansen (S), kalder indvielsen af Dronning Margrethe II's Bro for "et stykke danmarkshistorie" og mener, at broen bringer kommunen endnu tættere sammen med Vordingborg.

Offentliggjort

- Når jeg sidder på plejehjemmet og kigger i scrapbøgerne, så er det da sådan en, der er meget sjov at have med.

Sådan lyder det fra Guldborgsund-borgmester Simon Hansen (S), der ikke lægger skjul på sin stolthed over at få lov til at indvie Dronning Margrethe II's Bro.

Det gjorde han ved at klippe den røde snor i samarbejde med borgmesteren fra den anden ende af broen, Vordingborg Kommunes Michael Seiding Larsen (V). 

- Det var et stort øjeblik. Det er noget af det, man er heldig at få lov til som borgmester. Det er et stykke danmarkshistorie, og den her bro skal stå her i mange generationer. Også efter min tid. Det føles rigtig godt, siger han.

Styrker sammenhængskraft

Den nye tiptop moderne bro, der nu forbinder Falster med Masnedø med både sti- og biltrafik, bringer ifølge borgmesteren nabokommunerne tættere sammen.

Der var bud efter Guldborgsund-borgmesteren fra flere medier. Foto: Michael Patrick Larsen

- Den betyder, at det bliver nemmere for vores mennesker at blive bragt sammen, siger Simon Hansen og slår fast, at han ser en endnu vigtigere styrkelse af sammenhængskraften mellem sin kommune og hovedstadsområdet.

- Det kommer til at betyde en hel masse for os i Guldborgsund Kommune, når jernbanen åbner. Så kan vi pludselig komme til København på en times tid. Det betyder rigtig meget for sammenhængskraften.

Også hos borgmesteren fra gåsetårnsbyen er der stor glæde at spore over den nye forbindelse.

- Det betyder, vi kommer lidt tættere på hinanden og lidt hurtigere frem og tilbage. Det er en vigtig del af vores infrastruktur for begge kommuner. Det har enorm betydning for de projekter, der ligger nede på Vordingborg Havn, siger Michael Seiding Larsen og sætter nogle ord på snoreklippet i fællesskab med sin borgmesterkollega:

- Jeg deler meget gerne sådan nogle store oplevelser med Simon. Det er danmarkshistorie, og det er jeg meget glad for at have været med til.

Et vemodigt farvel

Midt i fejringen og glæden over nye muligheder, var der også plads til at reflektere over det, der var. Et goddag til det nye er samtidig et farvel til det gamle. 

For selvom Storstrømsbroen forbliver åben for biltrafik frem til den første weekend i juni, mener Guldborgsund Kommunes borgmester, at han har krydset den for sidste gang.

- Jeg kørte over den gamle bro i torsdags, og det var da en lille smule vemodigt at vide, at det var sidste gang, jeg kørte hen over den. Det må jeg indrømme, siger Simon Hansen.