- Her var ingenting. Nu står her en bro, som der kan køre højhastighedstog på. Det er vildt, siger Barbara MacAulay. Foto: Michael Patrick Larsen
Efter 14 år slutter en epoke for Barbara: - Det her er mit tredje barn
Det er både med stolthed og en smule vemod, når Barbara MacAulay mandag er med til at åbne den nye bro over Storstrømmen. Som teknisk projektleder har projektet fyldt en stor del af hendes liv i 14 år.
Barbara MacAulay klukker, imens hun kaster blikket ud gennem forruden. Bilen glider let over den nye asfalt, som endnu kun ganske få har kørt på.
Hun har to sønner og en "bro-baby". Og selv om hun smågriner over betegnelsen, ligger der en kærlig alvor bag.
Som teknisk projektleder har hun været en helt central brik i et af landets største infrastrukturprojekter: Dronning Margrethe II's Bro, der elegant buer sig over Storstrømmen.
Enormt personlig
Annonce
Da man for mere end 14 år siden fandt revner i den gamle Storstrømsbro, blev det begyndelsen på det projekt, der kom til at definere Barbara MacAulays arbejdsliv som broingeniør.
Den ensomme pylon skyder op mod himlen på midten af broen. Foto: Michael Patrick Larsen
- Det her har været en virkelig, virkelig stor del af mit liv de sidste 14 år. Det bliver ikke større end det her for en broingeniør, slår hun fast.
Barbaras tre vildeste bro-facts
1: - Det er stort og spændende, at vi har vej og jernbane på ét
brotværsnit. Hvis du for eksempel kører over Storebælt, er det to parallelle
broer med fem meters mellemrum.
- At vi har formået at få vej og jernbane på samme brodæk, synes jeg
er vildt.
2: - Jeg synes, det er vildt, at den ligger i et perfekt
cirkelslag. Det er den samme radius hele vejen på nær den lille stump ind over
land.
- Det er også noget af det, der gør den så smuk. At den ligger
i en perfekt radius gør den utrolig smuk. Som regel er det bare en ”ting”, man kører over, men du ser
den rent faktisk. Det synes jeg er fantastisk.
3: - Det er ret vildt, at den er bygget af store ”legoklodser”,
som er lavet inde i hallerne lige ved siden af. De har skullet bygges på den helt
rigtige måde.
- Vi er ikke bare startet i nord og syd – vi er også begyndt
ude midt i vandet. At de faktisk ender med at ramme hinanden det rigtige sted
og passer sammen er ret vildt.
Derfor er det også med blandede følelser, at hendes bro nu nærmer sig åbningen.
- Lige så meget jeg glæder mig til at dele det med hele landets befolkning, lige så meget synes jeg, det er svært. Det er faktisk ret svært, for det bliver en helt ny fase af mit
liv. Det er ikke trist, men det bliver da … En epoke er slut.
Barbara MacAulay oplever generelt, at broer sætter sig på en særlig måde hos dem, der er med til at bygge dem.
- Den bliver enormt personlig for rigtig mange mennesker, og
jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg tror ikke, at folk, der bygger huse, har det
på samme måde. Broer bliver bare enormt personlige. Og det er virkelig godt, for
det betyder bare, at man går op i sit arbejde og vil lægge meget energi i det.
- Det her, med at alle er samlet om at få én ting til at
lykkes og arbejder sammen, er enormt inspirerende, siger hun.
Danmarks flotteste bro
Barbara MacAulay lægger ikke skjul på, at hun er en kæmpe bronørd. Hun fortæller glædeligt om det hav af broer, hun har besøgt over hele verden.
Mandag åbner den nye bro for offentligheden. Foto: Michael Patrick Larsen
Det er fascinationen af at gå fra tanke til handling. Det massive arbejde fra skitser til "at kunne gå ud og sparke til noget", som hun forklarer det. Og så er der noget, der er langt større end alt det.
Annonce
- Broer binder både land og folk sammen. Det er jo en kæmpe gave at få lov til at være med til at skabe det, der binder land og folk sammen, siger hun og fortsætter:
- Det har været en kæmpe gave at få lov til at være med helt fra starten og være med til at forme, hvordan den skulle se ud. Det er Danmarks flotteste bro, hvis du spørger mig. Den er meget smuk.
Nu er den en bro
Og mandag sker det så.
Dronning Margrethe II's Bro
Broen består af en dobbeltsporet jernbane- og vejbro med cykel- og gangsti.
Broen er en såkaldt skråstagsbro ligesom Øresundsbroen og Farøbroerne. Skråstagene er de metalwirer, der går fra broen og op mod pylonen.
Pylonen er 102 meter høj, og gennemsejlingshøjden bliver 26 meter.
Broen er med en længde på 3,8 kilometer Danmarks tredjelængste bro. Den er 24 meter bred.
14 års arbejde kulminerer, når den røde snor klippes af Guldborgsund-borgmester Simon Hansen (S) og Vordingborg-borgmester Michael Seiding Larsen (V), og broen officielt bliver åbnet.
- At få lov til at dele det med hele landets befolkning, så alle kan få lov at køre herud nu, er fantastisk. Folk kommer forhåbentlig til at køre over den, gå over den, cykle over den og stoppe op for at nyde udsigten. Det glæder jeg mig til, siger Barbara MacAulay.
Men hun vinker ikke helt farvel til Storstrømmen. Hun skal nemlig være en del af arbejdet omkring nedrivningen af den gamle bro. Den bro, hendes oldefar faktisk var med til at opføre i sin tid.
Men hun vil gerne dvæle lidt ved den nye bro. Bare lidt endnu.
- Nu bliver jeg nødt til at lære at tale i nutid. Nu bliver den ikke en bro. Nu er den en bro, siger Barbara MacAulay om sin store bro-baby.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu