Dagen efter gymnasieeleven Mads Lund-Carøe fra Konservativ Ungdom havde et debatindlæg i Folketidende, blev familiens hus udsat for hærværk. Privatfoto
"Skammeligt" hærværk mod 16-årig debattør: - Et personligt angreb
Dagen efter 16-årige Mads Lund-Carøes debatindlæg var i Folketidende, kastede gerningsmænd æg på familiens hus.
Onsdag i denne uge havde Folketidende et debatindlæg i avisen om den verserende debat om Guldborgsundlistens partifarve.
16-årige Mads Lund-Carøe, der er gymnasieelev og medlem af Konservativ Ungdom, stod bag skriveriet.
I debatindlægget skriver Mads Lund-Carøe bl.a. at Guldborgsundlisten siden valgaftenen har været travlt optaget af at pege fingre ad de blå partier, herunder Liberal Alliance og De Konservative.
Dagen efter at debatindlægget var bragt i Folketidende mødte et sørgeligt syn hans far, Bjarne Lund-Carøe.
På familiens hus havde gerningsmænd kastet æg mod ruden, opdagede faren.
- Mads har deltaget aktivt i den demokratiske debat. At nogle mennesker opfører sig på den her måde, bliver jeg ret vred over og ked af. Men det stopper ikke Mads. Som jeg kender ham, bliver han kun mere motiveret, siger han.
På billedet kan ses de æggerester, der var smattet ud på vinduet. Privatfoto
"Tag telefonen"
Annonce
Da faren så æggene smattet ud på vinduet og skallerne liggende ved, ringede han til sin søn.
”Jeg skal til time”, skrev Mads Lund-Carøe tilbage.
”Du er nødt til at tage telefonen”, svarede faren.
– Det var godt, at jeg gjorde det, forklarer den unge konservative.
Faren fortalte, hvad der var sket. Men sønnens første tanke gik ikke på ham selv.
– Jeg ser det som et personligt angreb mod mig, men det er ikke det største problem. Det største problem er, at det skal gå ud over min familie.
Og han stemmer i med sin far. Det kommer ikke til at holde ham fra igen at skrive debatindlæg.
– At nogen agerer på den her måde, giver mig endnu mere lyst til at skrive. Hvis jeg stopper, får de deres vilje. Og sådan vil jeg ikke have det. Der skal være fri mulighed for at ytre sig, siger han.
Sagen kort
Debatten om hvorvidt Guldborgsundlisten er blå eller rød er eksploderet efter, at John Brædder har givet udtryk for, at han følte, at der var en god aftale omkring blå blok med et solidt flertal bestående af Liberal Alliance, Konservative, Venstre og Danmarksdemokraterne.
- Der lå ikke et blåt flertal. Guldborgsundlisten har aldrig identificeret sig som blå. Det er noget, de opfandt, da tirsdag blev til onsdag, sagde Bob Richard Nielsen onsdag til Folketidende.
-Så vidt jeg er orienteret, er Guldborgsundlisten en ikkefarvet lokalliste. Det er i hvert fald det, de slår sig meget op på, lige indtil de har behov for et flertal, har Johannes Kristensen (K) tidligere på ugen udtalt.
Efter Mads Lund-Carøe havde talt med sin far, havde han Johannes Kristensen (K), den nyudnævnte viceborgmester, i røret.
Også byrådsmedlemmet er forarget over hændelsen.
Og han blev med egne ord meget ked af det, da han fik overleveret beskeden.
Annonce
– Det er en ung mand på 16 år, som gerne vil tage del i demokratiet, og så behandler man hans ytringsfrihed på den måde. Det synes jeg er skammeligt, siger Johannes Kristensen og understreger, at han og resten af Det Konservative Folkeparti bakker op og støtter Mads Lund-Carøe.
Johannes Kristensen (K) mener, at det er hærværket er skammeligt. Arkivfoto: Ingrid Riis
Den nærliggende sammenhæng
Johannes Kristensen mener, at det er svært at tro andet, end at der er en sammenhæng mellem debatindlægget om onsdagen og hærværket, der senest er sket dagen efter.
Også faren Bjarne Lund-Carøe mener, at det er meget nærliggende at tro, at der er en sammenhæng.
– Jeg er selvstændig erhvervsdrivende og kan heller ikke være ven med alle, men jeg har aldrig oplevet, at nogen har smidt æg på mit hus. Og der har jo været en hidsig debat, siger han.
Mads Lund-Carøe er på linje med sin far og Johannes Kristensen.
– Jeg har ikke oplevet, at der er blevet begået hærværk før. Og da mit debatindlæg kom i Folketidende onsdag, og min adresse står i debatindlægget, er det meget pudsigt, at det sker dagen efter. Der er højst sandsynligt nogen, der har været utilfredse med det, jeg har skrevet, siger han.
Meldt til politiet
Når man stikker snuden frem, som hans søn har gjort med at melde sig ind i debatten, møder man personer, der ikke er enige med en.
Men derfra og så til, at der bliver smidt æg på ens hus, er der et væsentligt stykke, mener Bjarne Lund-Carøe.
– Det hører sig ingen steder hjemme, at der er mennesker, der opfører sig på den måde, siger faren. Derfor har han også meldt hændelsen til politiet.
Annonce
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for Folketidende, at politikredsen torsdag formiddag fik en anmeldelse om hærværk på adressen.