Indehaveren af Maglebrænde Slagterforretning har anmeldt sin nu tidligere rådgiver til politiet for at opkræve moms uden at være momsregistreret. Arkivfoto: David Arnholm.
Slagtermester politianmelder rådgiver for at opkræve uberettiget moms
En sag om uberettiget opkrævning af moms risikerer at koste Maglebrænde Slagterforretning dyrt. Rådgiver opkrævede over 80.000 kroner uden at være registreret og er nu meldt til politiet.
Økonomisk udfordring for Maglebrænde Slagterforretning
Maglebrænde Slagterforretning på Falster står over for økonomiske udfordringer efter at have opdaget, at deres tidligere rådgiver har opkrævet ulovlig moms uden at være momsregistreret.
Virksomheden, der nu fokuserer på genopbygning, har politianmeldt rådgiveren og arbejder på at få de tabte midler tilbage, mens de forsøger at stabilisere driften og opfylde myndighedernes krav.
Indehaveren af Maglebrænde Slagterforretning i Maglebrænde
på Falster, Klaus Ove Pedersen, har meldt sin tidligere rådgiver til politiet.
Oven på en lang række forskellige problemstillinger, deriblandt flere sure
smiley'er fra Fødevarestyrelsen, blev medarbejderne i selve butikken opsagt i
november, og det blev besluttet, at fokus nu udelukkende skal være på selve
slagterhuset og en landbutik for at genskabe virksomheden, der har været i
familien i tre generationer.
Kræver pengene tilbage
Siden oktober har Klaus Ove Pedersen samarbejdet med sin gode ven John Højgaard
Pedersen om at få et nyt koncept sat i søen, og under det arbejde har de blandt andet
opdaget, at den rådgiver, der siden foråret har været hyret ind, ikke er
momsregistreret.
John Højgaard Pedersen er kendt på Falster for sit arbejde inden for sportens verden, her ses han til OL i Paris i 2024. Privat Foto.
Alligevel har rådgiveren, der har base i Aarhus, blandt andet opkrævet ulovlig moms
på de fakturaer, der er sendt til Klaus Ove Pedersen. I alt har han siden
foråret sendt og modtaget betaling for fakturaer for over 400.000 kroner. Heraf
har han opkrævet 83.028,36 kroner i moms. Penge, som virksomheden gerne ville
have brugt på at betale andre regninger.
- De penge kræver vi at få tilbage, vi har givet ham en frist og den har han ikke overholdt, fortæller John Højgaard Pedersen, der er
forsikringsmand og kendt på Falster for sit arbejde inden for sportens verden,
blandt andet i Brydeklubben Thor.
Er i gang med at bringe hygiejnen i orden
Rådgiveren blev hyret allerede i foråret til at hjælpe med økonomi,
myndighedskrav og den generelle drift af virksomheden, men den aftale er nu
opsagt.
Klaus Ove Pedersen selv ønsker ikke at deltage i et interview, men har givet
John Højgaard Pedersen fuldmagt til at udtale sig til Folketidende.
- Klaus har betalt store beløb for at få hjælp til at bringe hygiejne og drift
i orden, så virksomheden kunne leve op til myndighedernes krav. Det er dybt
frustrerende at opdage, at man samtidig er blevet opkrævet moms af en rådgiver,
der slet ikke er momsregistreret, siger John Højgaard Pedersen.
Skal stille økonomisk sikkerhed
At Aarhus-firmaet ikke er momsregistreret opdagede John Højgaard Pedersen, da
han gennemgik fakturaer og regnskaber systematisk, og han er også kommet i
besiddelse af en mail til Aarhus-firmaet fra Skattestyrelsen. En mail, som
Folketidende har læst.
Af mailen fremgår det, at firmaet først i november har søgt om at blive
momsregistreret, og Skattestyrelsen ”kræver, at virksomheden stiller en
økonomisk sikkerhed på 70.000 kr., før den kan blive momsregistreret”.
Folketidende kan også på skat.dk konstatere, at
Aarhus-firmaet, der figurerer under flere navne, ikke er momsregistreret.
Ren overlevelseskamp
Rådgiveren har i en mail, i en skriftlig udtalelse til John Højgaard Pedersen,
betegnet forholdet som en administrativ fejl og oplyst, at sagen efter hans
opfattelse kan løses mellem ham og Skattestyrelsen.
Annonce
Folketidende har kontaktet rådgiveren, der hverken tager telefonen eller svarer
på henvendelse på SMS.
Maglebrænde Slagterforretning fastholder imidlertid, at
virksomheden er blevet påført et økonomisk tab og føler sig udsat for økonomisk
kriminalitet.
- For os er det en ren overlevelseskamp, og sagen er derfor nu overdraget til
myndighederne. Nu handler det om at få ro omkring virksomheden og fokusere på
en genopbygning. Det her har været en hård periode, der har været mange
forhindringer, men vi er fast besluttet på at komme videre, lyder det fra John
Højgaard Pedersen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu