I flere uger har iranere protesteret mod undertrykkelse, fattigdom og drab på demonstranter.
Præstestyrets svar har været masseanholdelser og drab.
Præstestyret i Iran skal væk og det kan ikke gå stærkt nok, hvis man spørger Faramarz Davodi.
Han er født i Iran for 57 år siden og flygtede som 18-årig væk fra krigen mellem Iran og Irak, inden han blev indkaldt til hæren.
Han bor på Lolland med sin familie og er uafbrudt på sociale medier for at følge med i, hvad der sker i hans fædreland. Han er så bekymret for, hvad der sker i Iran, at han slet ikke får sovet.
Mad på afbetaling
Det er ikke kun i hovedstaden Teheran, at der er massive demonstrationer.
Annonce
Iranske kvinder med bannere af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ved en massebegravelse for nylig. Det er ayatollahen og hans regime, som iranere i mange byer landet over har demonstreret mod siden nytår.Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Protesterne har også bredt sig til mange andre byer i det enorme land. Demonstrationerne bunder i et had mod præstestyret, inflation, fattigdom og undertrykkelse af befolkningen. Præstestyret har svaret igen med masseanholdelser, drab på demonstranter, trusler om henrettelser og at lukke ned for internettet.
Faramarz Davodi fortæller, at den økonomiske situation er så alvorlig, at iranerne er nødt til at købe kød på afbetaling i de statsejede butikker.
Berørt
Faramarz Davodi er fortvivlet over situationen.
Ikke mindst fordi hans mor er på ferie i Iran og er umulig at komme i kontakt med. I sidste uge lykkedes det hende at ringe til sin søn for at fortælle, at hun har det godt. Opkaldet varede et minut og siden da har Faramarz Davodi ikke kunnet få kontakt med sin mor.
- Jeg føler med mine iranske brødre og søstre, og sammenhold er nøglen til at vælte præstestyret. Regimet skal væk. Iranerne skal stå sammen og få etableret demokrati, siger han.
Faramarz Davodi bliver meget bevæget, når han taler om demonstrationerne i Iran. Især bekymrer det ham, at det er nærmest umuligt at få overblik over situationen i Irans gader. Kun ganske få medier kan få forbindelse til iranere, der kan berette om, hvad der sker i Iran.
- Det er mennesker, der ligger på jorden og dør. Unge og gamle. De går tomhændet på gaden og bliver stukket ned af Moralpolitiet. Det iranske folk vil hellere dø på gaden, end at leve videre med regimet, siger Faramarz Davodi, der ejer Café Bita i Nakskov.
Pres nedefra
Faramarz Davodi håber, at præstestyret og Moralpolitiet må flygte ud af Iran efter pres nedefra og ikke udefra. USAs præsident Donald Trump har flere gange truet med, at USA vil skride til handling, hvis det iranske styre fortsætter med at dræbe demonstranter.
Annonce
Ligesom mange andre iranere i eksil, sætter Faramarz Davodi sin lid til Reza Pahlavi, der er søn af Irans afdøde shah. Shanen flygtede til USA under revolutionen i 1979, og nu har hans søn offentliggjort en videoudtalelse, hvor han opfordrer det iranske folk til at fortsætte modstanden mod regimet. Faramarz Davodi mener, at Reza Pahlavi er den rette til at få genrejst Iran, når regimet er faldet.
- Han taler om ægte demokrati og ikke om at vende tilbage som shah, siger Faramarz Davodi.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb