Sport

NFH er ikke ubekendt med at have udenlandske dommere til klubbens kampe, men det plejer at være i de europæiske kampe. Denne gang er det en almindelig dansk ligakamp. Billedet her er fra en Champions League-kamp tidligere på sæsonen. Arkivfoto: NFH

Udenlandske dommere skal dømme NFH-ligakamp

NFH har tidligere haft flere brasilianske spillere. Nu skal de også prøve at have brasilianske dommere, når oprykkerne fra NordVestjysk Elite kommer på besøg.

Offentliggjort

Det er ikke ukendt for NFH at have udenlandske dommere til holdets internationale kampe i Champions League eller European League.

Men det er nyt, at man nu også får udenlandske dommere til en kamp i den danske liga. 

Det sker, når holdet onsdag aften genoptager ligaen efter landsholdspausen med en hjemmekamp mod oprykkerne NordVestjysk Elite - tidligere kendt som Holstebro Håndbold.

Kampen skal nemlig dømmes af de to brasilianske søstre Bruna Correa og Renata Correa. Det oplyser NFH på klubbens facebookside.

De to brasilianere er ikke hentet ind på grund af mangel på danske dommere.

De er i Danmark som en del af det internationale Advanced Referee Training Programme, hvor dommere fra lande udenfor Europa får mulighed for at dømme kampe i de europæiske topligaer, oplyser NFH.

Det er dog ikke et helt uprøvet dommerpar, der skal passe fløjterne i Spar Nord Boxen. Bruna Correa og Renata Correa har blandt andet dømt finalen ved U20-VM, og de har også dømt ved VM for kvinder på seniorplan.

Træner hilser det velkomment

NFH's cheftræner Niels Agesen ser ikke nogen problemer i, at det er de brasilianske søstre, der skal dømme kampen mod NordVestjysk Elite i stedet for et af de velkendte danske dommerpar.

- Jeg tror ikke, at det bliver meget anderledes end at spille internationalt, og der sidder jo også en dansk observatør ved dommerbordet til at hjælpe dem. Jeg tænker, at vi skal hilse det velkomment, siger Niels Agesen.

Han tilføjer, at det ikke kommer til at betyde noget i forhold til hans egen ageren under kampen.

- Det tager jeg ikke hensyn til. Mit engagement vil hverken falde eller stige, uanset hvor dommerne er fra, siger han.

Hylder veteraner

Onsdagens kamp adskiller sig også fra andre ligakampe på et andet punkt. Den er nemlig blandt en række kampe i ligaen, som i de kommende uger er udvalgt til såkaldt veteranmatch.

Det betyder, at man inden kampen vil takke danske veteraner, altså soldater, der har været udsendt, samt deres familier.

Veteraner og deres pårørende kan hente gratis billetter til kampen på hjemmesiden veteranmatch.dk. Det kræver dog, at man har veterankort, oplyser NFH.

Der er kampstart klokken 18.30.