John Brædder og Jan Sørensen er havnet i centrum af sagen om den omtalte “drænarbejde”-faktura og Guldborgsundlistens partistøtte-erklæring. Fotocollage: Folketidende
Uventet udvikling i alvorlig sag: Fejl giver Guldborgsundlisten ny chance
En fejl i Guldborgsundlistens partistøtte-erklæring betyder nu, at partiet får mulighed for at indsende en ny ansøgning - samtidig slår kommunaldirektøren fast, at urigtige oplysninger i en korrekt udfyldt erklæring kan være strafbare.
Henrik Nielsen oplyser, at Guldborgsund Kommune nu har bedt Guldborgsundlisten om at indsende en ny partistøtte-erklæring efter fejl i den første ansøgning. Foto: Guldborgsund Kommune
En manglende afkrydsning i Guldborgsundlistens partistøtte-erklæring får nu betydning i sagen om den omstridte “drænarbejde”-faktura.
For mens forkerte oplysninger i en partistøtte-erklæring i sidste ende kan være strafbare, er Guldborgsundlistens erklæring slet ikke fyldestgørende udfyldt.
Derfor får partiet nu mulighed for at indsende en ny.
Det oplyser kommunaldirektør Henrik Nielsen til Folketidende.
- I vores gennemgang af den eksisterende ansøgning konstaterede vi, at den ikke er fyldestgørende udfyldt. Derfor har vi bedt Guldborgsundlisten om at udfylde en ny ansøgning, siger Henrik Nielsen.
På side 2 i Guldborgsundlistens nu ugyldige erklæring har partiet sat kryds ved “nej” til, at kandidatlisten har modtaget private tilskud over 24.500 kroner i 2025.
Og det er netop det kryds, der nu bliver interessant.
For hvis Guldborgsundlisten i den nye erklæring igen sætter kryds ved “Nej”, sker det efter Folketidendes afsløring af fakturaen på 25.000 kroner.
I den første del af erklæringen har Guldborgsundlisten sat kryds ved “nej” til, at kandidatlisten har modtaget private tilskud over beløbsgrænsen i 2025. Screendump
Og hvis partiet omvendt sætter kryds ved “Ja”, vil det rejse spørgsmålet om, hvorfor beløbet ikke fremgik af den første erklæring.
Samtidig mangler der længere nede i skemaet et andet kryds. Under punkt 2.1, der handler om private tilskud til opstillede kandidater, har Guldborgsundlisten hverken svaret ja eller nej.
Og det gør en afgørende forskel.
- Guldborgsundlisten har udfyldt den første del, men for den anden del er der ikke sat kryds i hverken ja eller nej. Dermed er skemaet ikke fyldestgørende udfyldt, siger Henrik Nielsen.
Kommunen behandler derfor ikke erklæringen som en korrekt udfyldt erklæring med muligvis forkerte oplysninger, men som en mangelfuld erklæring, der skal udfyldes igen.
Annonce
Kunne være strafbart
Under punkt 2.1 mangler Guldborgsundlisten derimod helt at sætte kryds ved ja eller nej. Ifølge kommunen betyder det, at erklæringen ikke er fyldestgørende udfyldt. Screendump
Partistøtte-erklæringer bliver underskrevet på tro og love, og derfor kan det ifølge kommunaldirektøren få alvorlige konsekvenser, hvis et parti afgiver urigtige oplysninger.
- Hvis man afgiver urigtige oplysninger, så har man overtrådt lovgivningen om partistøtte. Det er strafbart i givet fald, siger Henrik Nielsen.
Men fordi Guldborgsundlistens erklæring ikke er fyldestgørende, drager kommunen nu den konsekvens, at partiet skal sende en ny erklæring.
- Den oprindelige ansøgning har vist sig ikke at være fyldestgørende. Derfor vil det være den nye ansøgning, der ligger til grund for partistøtten, siger Henrik Nielsen.
Det kunne ligne en heldig fejl for Guldborgsundlisten, men kommunaldirektør Henrik Nielsen vil ikke spekulere i, om partiet er heldigt stillet ved, at erklæringen netop er mangelfuld.
- Jeg forholder mig til sagens faktuelle forhold, siger Henrik Nielsen.
Omtalt forhold bliver tjekket
Når Guldborgsundlisten har sendt den nye ansøgning, vil kommunen gennemgå den.
Ifølge Henrik Nielsen vil kommunen især se på, om de forhold, der nu har været omtalt, fremgår af den nye erklæring.
Annonce
Derefter bliver den lagt offentligt frem.
- Den nye ansøgning vil blive lagt på kommunens hjemmeside, så der er fuld gennemsigtighed i grundlaget, siger Henrik Nielsen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu