Lolland

Maribo Varmeværk lukker for varmen i dag, for at tilslutte ny investering. Arkivfoto: Claus Hansen

Varmeværk lukker for varmen

I dag lukker Maribo Varmeværk for varmen mellem klokken 11 og 15. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Heldigvis viser november sig fra sin milde side, for havde det været grader på noget nær frysepunktet, ville det blive koldt i mange midtlollandske hjem i løbet af dagen. Maribo Varmeværk har nemlig varslet sine kunder, at der bliver lukket for varmen mellem klokken 11 og cirka 15.

Det sker for at gøre det midtlollandske varmeværk, der til årsskiftet fusionerer med Sakskøbing Fjernvarme, til en mere grøn forretning.

Varmeværket er nemlig blevet forsynet med solceller, og de skal i dag kobles endeligt til.

Stort tag på mange kvadratmeter

Den verserende valgkamp har handlet meget om vedvarende energi, men emnet er ikke nyt for bestyrelsen i varmeværket. Planen om solceller er derfor heller ikke af nyere dato, men der har været behov for at undersøge effekten til bunds.

I valgkampen handler snakken om solceller især om de såkaldte jernmarker, altså landbrugsjord med solceller fremfor afgrøder. Varmeværket er omgivet af sådanne marker, men det er ikke her, at man finder de nye solceller.

- Vi har vores store lade, hvor vi har 3.000 tons træpiller liggende, og tagfladen her er på mange kvadratmeter, derfor er den ideel til solceller. Derfor blev den løsning foreslået på et tidspunkt, og det har vi arbejdet på siden, forklarer bestyrelsesformand Erik Holsko.

Solcellerne vil sende strøm ned i et stort batteri, og strømmen herfra vil blive brugt på at pumpe vand rundt til andelshaverne gennem værkets cirkulationspumper.

Formand Erik Holsko glæder sig over varmeværkets nye investering. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

- Det synes vi, er en rigtig god idé, som også over nogle år vil have betalt sig hjem.

Lukker for at ordne strømmen

Inspirationen er blandt andet hentet fra Fælleskøkkeners parkeringsplads i Sakskøbing, hvor dele er overdækket med solceller.

- Vi ser det som en god idé, at bruge store tagarealer på den måde, siger Erik Holsko, der derfor glæder sig over, at det nu er lykkedes at få sat solcellerne op i Maribo.

Når maribonitterne i dag kan se frem til lidt kølige timer, hvis de altså opholder sig i hjemmet, skyldes det tilslutningen af det nye solcelleanlæg.

- Selve anlægget skal kobles på vores store eltavle, og under det arbejde kan vi ikke have strøm på værket, forklarer formanden.

Så snart det arbejde er på plads, vil der dog atter blive drejet på hanerne og sendt varme ud til byens huse.