Dagens vejr på øerne

Sådan så det ud ved Ulslev Camping på Falster den 22 juli, da landsdelen senest blev ramt af voldsomme skybrud. Arkivfoto: Ingrid Riis

Varsel om voldsomt vejr

DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og mulige skybrud fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredagen ser ud til at blive en våd omgang for især den østlige del af landsdelen.

DMI har nemlig udsendt et varsel om kraftig regn, torden og lokale skybrud.

Der er tale om et såkaldt kategori 1-varsel, som går under betegnelsen "voldsomt vejr".

Det gælder for Guldborgsund Kommune, mens Lolland Kommune ikke er omfattet af varslet, fremgår det af DMI's hjemmeside.

Trods det manglende varsel for Lolland Kommune viser billeder, at det regner over både det meste af Lolland og Falster fredag morgen.

Varslet gælder fra fredag morgen klokken 6 og frem til fredag eftermiddag klokken 14.

Om et kategori 1-varsel oplyser DMI, at man forventer mellem 25 og 35 millimeter regn på 6 timer. Regnen kan være ledsaget af lokale skybrud med mere end 15 millimeter på 30 minutter.

DMI's varslingskategorier

Kategori 1: Voldsomt vejr

Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter.

Kategori 2: Farligt vejr

Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude.

Kategori 3: Meget farligt vejr

Følg myndighedernes råd. Vær forberedt på, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke dig og dine omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

Kilde: DMI